Rejsende har gigantisk milliardbeløb til gode

- Selskabet forholder sig utroligt tavst om dette bjerg af penge, som forbrugerne har til gode, lyder det fra lokal politiker

London-rejsende med rejsekortet Oyster har et milliardbeløb til gode. Foto: Yui Mok/PA Photos
London-rejsende med rejsekortet Oyster har et milliardbeløb til gode. Foto: Yui Mok/PA Photos

Alle, der har været en tur til London har højst sandsynligt stiftet bekendtskab med de mange forskellige metro-ruter eller de famøse røde busser i den britiske hovedstad, hvor mange benytter rejsekortet Oyster til at komme rundt i byen med den offentlige transport.

Men selvom det er meningen, at det elektroniske rejsekort skal få forbrugerne til at spare penge ved at gøre billetterne en smule billigere, ender det med, at mange rejsende mister penge ved at benytte det populære kort, da mange tanker for mange penge på, og derefter ikke bruger det igen.

Helt præcist er de rejsende, der ikke har brugt deres Oyster-kort i et år eller mere, gået glip af et gigantisk beløb på - hvad der svarer til - cirka 2.700.000.000 danske kroner.

Det skriver The Guardian.

Se også: Kina slår hårdt ned: Ryger du på toget, ryger din rejsetilladelse

Stor kritik af transportmyndigheden
Det er myndigheden 'Transport for London' (TfL), som står for al offentlig transport i den engelske hovedstad, der 'skylder' de rejsende pengene.

Hvis kunder med penge til overs på rejsekortet henvender sig til TfL, er myndigheden tvunget til at tilbagebetale pengene, hvilket altså kan få yderst dyre konsekvenser.

Derfor beskylder Caroline Pidgeon, der er liberaldemokratisk medlem af den folkevalgte institution 'London Assembly', myndigheden for bevidst at undlade at fortælle rejsende, at de har ret til at få deres penge tilbage:

- TfL stopper aldrig med at bombardere os med annoncer og informationskampagner, men selskabet forholder sig utroligt tavst om dette bjerg af penge, som brugerne har til gode, siger hun til det britiske medie.

Siden den 30. juni 2003 er der udstedt over 100 millioner Oyster-kort til både lokale londonere og turister. De senere år er flere og flere dog gået over til at betale med kreditkort eller mobiltelefon, og derfor er der mange, som har et rejsekort liggende, de ikke længere bruger.

- Det er på tide, at TfL bruger mere tid og energi på at fortælle offentligheden, hvordan de kan få deres penge tilbage, afslutter Caroline Pidgeon.

Se også: Spies til kunde, der købte billig ferie: Du var i ond tro

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere