Det varer ikke længe, før vi skriver uge syv i kalenderen, som for manges vedkommende betyder vinterferie.
I den anledning er der mange, der leger med tanken om at tilbringe ferien i udlandet, hvor det grå og triste vintervejr i Danmark skiftes ud med enten ski- eller solferie under andre himmelstrøg.
Og er du en af dem, kan det være en god idé at læse med nu.
For flere rejsebureauer melder nemlig om, at de har nærmest udsolgt på ferier for vinterferien.
Derfor kan du altså med fordel bestille din ferie allerede nu, lyder det fra blandt andre Sofie Folden Lund, som er kommunikationschef i Spies.
- Har man lyst til at bytte regn og rusk ud med sand og strand her i vinterferien, skal man ikke vente ret længe med at beslutte sig, siger hun.
- 97 procent af alle vores charterrejser i uge syv er udsolgte, og vi forventer, at det går stærkt her de sidste uger, især med udsigt til yderligere lempelser af restriktioner fra februar.
Ifølge Sofie Folden Lund er det ikke udelukkende i vinterferien, danskerne hungrer efter rejser.
Faktisk tegner der sig allerede et billede af, at mange danskere vil rejse udenlands i sommerferien, hvorfor Spies allerede nu ser på at øge flykapaciteten i sommerferieugerne.
Mindre bekymret for at rejse
Hos rejseselskabet TUI oplever man ligeledes, at rejserne for dette års vinterferie er så godt som udsolgt.
- Vi er så godt som udsolgt i vinterferien, og det har vi været i et stykke tid. Over 90 procent af vores afgange er fyldt. Uge syv er en af de uger, der har nydt godt af tidlige bestillinger allerede for måneder tilbage, og nu er der altså ikke mange pladser tilbage, siger Mikkel Hansen, Kommunikationschef hos TUI Danmark, til Ekstra Bladet.
Mikkel Hansen hæfter sig ved, at danskerne generelt set virker til at have fået mere rejselyst, og at de er mindre bekymringsfulde i forhold til coronasituationen sammenlignet med tidligere.
- Bekymringen er faldende. Vi oplever, at danskerne er fortrøstningsfulde om fremtiden og coronasituationen. Der er mange flere af vores kunder, som bestiller rejser længere tid ude i fremtiden, end hvad der har været tilfældet indtil nu.
Hos både TUI og Spies oplever man, at det især er rejsemål som De Kanariske Øer og Kap Verde, der er danskernes foretrukne denne vinterferie.