Rejseselskaber melder om 'bedste efterårsferie i ti år'

Flere danske rejseselskaber melder om stor efterspørgsel på udlandsrejser i efterårsferien

Rejseselskaber melder om 'bedste efterårsferie i ti år'

Overblik: Her kan du rejse hen (opdateret 30. august 2021)

Flere og flere danskere har valgt at vende coronapandemien ryggen og har nu fået mod på at rejse mod Sydens sol i efterårsferien.

Sådan lyder meldingen fra to af Danmarks største charterbureauer, der begge oplever stor efterspørgsel på udenlandsrejser i uge 42.

En af dem er Spies, der kan byde ​8000 gæster velkomne ombord på 33 fly over fem dage i løbet af efterårsferien. Og ikke alene er den store efterspørgsel en markant forbedring sammenlignet med sidste år. Det er, ifølge selskabets eget udsagn, også 'den bedste efterårsferie i ti år'.

Ifølge Carlos Cebrian, produktchef hos Spies, er det forventeligt, at efterspørgslen fortsætter ind i vintermånederne, hvor særligt De Kanariske Øer er populære rejsemål - ligesom de er det i efterårsferien.

Næsten udsolgt
Hos rejseselskabet TUI har man fundet sig nødsaget til at indsætte ekstra fly for at imødekomme danskernes store efterspørgsel på rejser i efterårsferien.

Og den seneste melding fra selskabet er, at 83 procent af udbuddet af rejser i uge 42 allerede er solgt på nuværende tidspunkt.

- Efterårsferien er et udtryk for en positiv tendens for rejsesalget, der i oktober er bedre end i 2019. Danskerne bruger desuden flere penge per rejse - formentlig fordi der er blevet opsparet noget rejselyst det sidste års tid, og at man af den grund gerne vil bruge det ekstra på sin næste ferie, skriver Mikkel Hansen, pressechef hos TUI, i en mail til Ekstra Bladet.