Camping for begyndere

Har du stadig til gode at tilbringe ferien på en camping- plads i Danmark, så se her

Har du mod på at blive en af de flere end 1,6 millioner danskere, der holder campingferie? Det er en skøn måde at nyde vores lille land på. (Foto: Colourbox)
Har du mod på at blive en af de flere end 1,6 millioner danskere, der holder campingferie? Det er en skøn måde at nyde vores lille land på. (Foto: Colourbox)

Danmark er det land i Europa, der har flest campister i forhold i indbyggertallet. Nej, det skulle man måske ikke tro om et land, der er mest kendt for at have et vejr, der er lige så lunefuldt som en sydlandsk kvinde.

Ikke desto mindre er interesseorganisationen Dansk Camping Union, der bl.a. står for at godkende og kvalitetsvurdere danske campingpladser, kommet frem til, at omkring en tredjedel af danskerne i et eller andet omfang camperer hvert eller hvert andet år.

Høj standard
– Der er sket en stor stigning i antallet af danskere, som camperer. Dertil kommer, at antallet af campingvogn-ejere er steget fra ca. 100.000 til omkring 140.000 fra 2000 til 2010 – og salget af moderne familietelte stiger i mindst samme takt, fortæller direktør for Campingrådet Poul Fejer Christiansen.

LÆS OGSÅ: Kold i røven på camping

– Det har også betydet, at standarden på danske campingpladser generelt er steget meget og i dag ligger helt i top, hvad angår faciliteter, kvalitet og sikkerhed, siger Poul Fejer Christiansen.

Og ud over den tredjedel af danskerne, som allerede er campister, er der ifølge Campingrådet endnu en tredjedel af os, som overvejer at blive det.

LÆS OGSÅ: Single-camping er et hit

Det betyder stjernerne

Præcis som man kender det fra hoteller, har også campingpladserne et stjernesystem, der siger noget om pladsens udstyrs- og serviceniveau.

Her hjemme er det Campingrådet, der vurderer pladserne og tildeler dem stjerner.

Du kan finde stjerner og kvalitetsvurderinger på alle 476 godkendte danske campingpladser på: danskecampingpladser.dk

EN STJERNE

Der er dagligt tilsyn med pladsen og af hensyn til sikkerheden enten en telefonboks eller en nødtelefon. Ved receptionen er opsat en opslagstavle med oplysninger om åbningstider, Falck, politi m.m. Der er bruser og stik til barbermaskine, og alle toiletter er vandskyllende.

TO STJERNER

Der er tilsyn kl. 8-20 i sommerferieperioden. Pladsen har en opslagstavle med turistoplysninger, kort m.m. Kan du ikke købe almindelige madvarer og gas på pladsen, men det nærmeste sted og åbningstider også anført på opslagstavlen. Der er bruser, stik til barbering/hårtørring og tøjvaskekumme samt køkken/kogested og adgang til varmt vand fra hane – plus legeplads med lidt redskaber samt faciliteter for campingvogne og autocampere.

TRE STJERNER

Tilsyn på pladsen døgnet rundt i sommerferieperioden. Pladsens indkørsel er afspærret med bom ell. lign. kl. 23-07. I receptionen er der mulighed for at få brochurer og informationer om egnen. Der er indkøbsmuligheder i umiddelbar nærhed af pladsen.

Der varmt og koldt vand i hanerne, puslerum, familiebaderum, tøjvaskekumme, vaskemaskine og tørretumbler samt legeplads med redskaber plus en eller flere opholdsstuer.

FIRE STJERNER

Receptionen er åben kl. 8-20 i sommerferieperioden, og pladsen har en butik, der er åben i samme tidsrum, hvor du kan købe madvarer og andre basale fornødenheder.

Særlige områder til telte. Puslerum, brusebad til lidt større børn, handicaprum, brusere, familiebaderum, vaskemaskine og tørretumbler m.m. I køkkenet er der kogeplader og ovn.

Der er legepladser og boldbaner, opholdsrum med tv samt gode faciliteter for campingvogne og autocampere.

FEM STJERNER

Pladsen har stor reception og velassorteret butik, der begge er åbne kl. 08-20 i sommerferien. Der er toilet- og vaskeafdelinger med bl.a. hårtørrere, børnetoiletter, familiebaderum, vaskemaskine, tørretumbler m.m. I forbindelse med et af køkkenerne er der indendørs spiserum. Der er legepladser samt opholdsrum med og uden tv. Og rigtig gode faciliteter for campingvogne og autocampere.

0 kommentarer
Vis kommentarer