Her er krydstogtet til netop dig

Ekstra Bladet Ferie guider til det ideelle krydstogt for dig

Et kulturelt krydstogt kan begynde i Istanbul ved Bosborus-strædet – vandet der adskiller Europa og Asien – og som er indsejlingen til Sortehavet. (Foto: Colourbox)
Et kulturelt krydstogt kan begynde i Istanbul ved Bosborus-strædet – vandet der adskiller Europa og Asien – og som er indsejlingen til Sortehavet. (Foto: Colourbox)

Uanset om du er på jagt efter romantisk ferie med kæresten, leder efter kulturelle oplevelser eller vil nyde dit otium, så er der et krydstogt, der passer til dig.

Ekstra Bladet Ferie guider dig til, hvilken destination og rederi du skal vælge for at finde det krydstogt, der passer lige til dig.

For romantikeren

Hvis man spørger pressechef hos Albatros Travel, Steen Albrechtsen, hvor du finder det mest romantiske krydstogt, lyder svaret, at Caribien er kongen.

Caribien byder på masser af romantik med dens mange små øer. Besøg St. Thomas, St. Barth eller Jost Van Dyke, og lad romantikken blomstre under en caribisk stjernehimmel.

Jesper Boas Schmidt, direktør og ejer af krydstogtselskabet Bella Vista, påpeger, at når man er ude efter romantik, så er valg af skibet det afgørende. Han foreslår de små yachts hos SeaDream, der byder på branchens største service.

Eksempel:

Med krydstogtet her kommer du til at besøge alle Caribiens paradisøer inklusive romantiske St. Thomas. Rederiet Seabourn sørger for, at du kommer til at opleve luksusliv på højt niveau, så du skal ikke bekymre dig om andet end at lade champagnepropperne springe, læne dig tilbage og nyde togtet med din bedre halvdel.

Pris: Otte nætter med afgang den 24. februar fra 15.670 kroner pr. person.

Læs mere på: seabourn.com.

Til kulturelskeren

Middelhavet er paradis for kulturelskerne, fortæller Jesper Boas Schmidt. Her kan du opleve alt fra pyramider i Egypten, templer i Efesos, se Athen og Akropolis og Tempeldalen på Sicilien.

Steen Albrechtsen fra Albatros Travel er enig i, at Middelhavet er lige noget for kulturelskerne. Han fortæller dog, at hvis man kunne tænke sig en kombination af kultur og natur, er Patagonien i Sydamerika og Panama-kanalen også gode destinationer.

Eksempel:

Kom på kulturferie i Sortehavet.

Krydstogtet starter i den kulturelle storby Istanbul, hvor man kan se Den Blå Moske, Basaren og Paladset. Togtet tager dig desuden med videre til øvrige kulturelle destinationer som Nessebar i Bulgarien, og de populære byer Odessa og Yalta i Ukraine.

Du rejser med Seaborn Quest, der er et femstjernet skib med service i topklasse. Kaviar, drikkepenge, drinks, vin og champagne er inklusive.

Pris: Syv nætter med afgang den 18. maj 20.895 kroner pr. person, set hos krydstogt.dk.

Læs mere på: krydstogt.dk

For den ældre generation

Ifølge Jesper Boas Schmidt vil den ældre generation føle sig godt hjemme hos et rederi som Cunard Line. Det kunne for eksempel være på skibene Queen Mary 2 eller Queen Victoria, hvor de klassiske gamle britiske goder holdes i ave. Her er servicen i top, og om aftenen bliver man underholdt af Big Bands, der spiller swing, så det swinger.

Steen Albrechtsen fra Albatros Travel fortæller, at de fleste ældre tager på krydstogt i Caribien med stor succes. Typisk er de lidt længere krydstogter lige sagen for de ældre.

Eksempel:

Tag med Queen Mary 2 på rejse – det fås næsten ikke mere klassisk. Queen Mary 2 er verdens eneste oceanliner, der er bygget med henblik på at sejle ruten mellem Southampton og New York. Skibet er med sine 345 meter enormt og bygget i imponerende engelsk stil.

Pris: Syv nætter med afgang den 4. maj fra 6925 kroner pr. person.

Læs mere på: cunard.co.uk

0 kommentarer
Vis kommentarer