117 millioner kroner i aftenens Lotto-pulje. Det er immervæk en sjat penge.
Og med mindre du hører til kategorien 'østjysk ægtepar i 60'erne', så er der forhåbentlig en pæn chance for, at du vil bruge gevinsten på mere og andet end et nyt tag til carporten, en meget stor smørkage eller for den sags skyld nye alufælge til traileren fra Brenderup.
Her på ferieredaktionen kan vi ikke sige det tydeligt nok. Penge skal bruges på at rejse. Og bare tænk hvilke muligheder, der måtte åbne sig med mere end 100 millioner kroner i baglommen på bermudashortsene.
Charterferien over dem alle
Hvis du holder mest af charterferier, kan vi oplyse dig om, at du eksempelvis kan tage en uge til Gran Canaria med Bravo Tours over julen sammen med 19.500 medlemmer af den nærmeste familie ved en pris på cirka 6.000 kroner per næse. Og måske de flinke folk i bureauet giver både grupperabat og lidt ekstra forplejning på rejsen.
LÆS OGSÅ: Lotto-vinder: Stik svigermor en øde ø
Køb en ø
Mange berømtheder ejer deres egen ø. Det kan du også komme til, hvis altså du løber med den svimlende høje Lottopulje. Men mens tryllekunstneren David Copperfields Musha Cay har stået ham i små 280 millioner kroner, så er en ø som Johnny Depps caribiske paradis meget lettere at komme i nærheden af. For han gav blot ynkelige 20 millioner kroner for Little Hall’s Pond Cay syd for Bahamas. Der er en privat havn, en palmefyldt lagune og hvide sandstrande. Du skal naturligvis have en helikopter, en vandflyver eller en ordentlig yacht for at komme dertil. Det kan du så passende bruge resten af pengene på.
Superyacht med egen helikopter og ubåd
Men skal det være, så lad det dog være. Du kan jo vælge at gå hele vejen og investere i den ualmindeligt lækre norskbyggede superyacht PJ World Yacht. Den koster i omegnen af 110 millioner kroner, og så er der jo også lidt håndører tilbage til at fylde tanken op med 260.000 liter diesel. Og så er der måske oveni råd til en lille ø på et par hundrede kvadratmeter i det sydfynske øhav ...
LÆS OGSÅ: Find din perfekte ø
Det er med andre ord stort set kun din fantasi, der sætter grænsen for, hvad du vil bruge pengene på. Men hvis det nu skulle være rejserelateret, hvordan skulle din drømmerejse så se ud?
Lad os det vide i nationen!-feltet forneden eller på vores nye ferieside på Facebook.