TV: Fremtidens passagerjet flyver 5000 km/t

Se flyet der er dobbelt så hurtigt som Concorden

ZEHRA bliver efter planen både ufatteligt hurtigt - og miljøvenligt. (Foto: EADS)
ZEHRA bliver efter planen både ufatteligt hurtigt - og miljøvenligt. (Foto: EADS)

En rejsetid mellem Paris og Tokyo på to timer og 30 minutter eller halvanden time fra Paris til New York. Så begynder det at ligne noget.

Og hastigheden er da også imponerende, hvis altså fremtidsplanerne om at bygge flyet ZEHRA bliver realiseret.

For med en hastighed på op til 2715 knob eller 5030 km/t vil kloden føles langt mindre, end det er tilfældet i dag.

Det hypersoniske fly kan ifølge beregningerne tilbagelægge strækninger med fire gange lydens hastighed eller dobbelt så hurtigt som Concorden, der blev pensioneret i 2003 efter en frygtelig ulykke i 2000 med 109 døde til følge.

Ligesom Concorden vil der også blive plads til 100 passagerer på ZEHRA, der i modsætning til sin forgænger bliver anderledes grøn og miljøvenlig. For ZEHRA står for Zero Emission Hypersonic Transportation, hvilket betyder, at den i stedet for kerosin drives af biobrændstof udvundet af tang samt brint og vand. Og det meste af den beskedne udledning af CO2 vil ende uden for atmosfæren.

For i modsætning til dagens jetfly, der typisk har en flyvehøjde på omkring 11-12 kilometer, skal ZEHRA flyve lige uden for jordens atmosfære - nærmere bestemt 32 kilometer over jordens overflade.

Du kan dog sagtens vente lidt endnu med at booke billetter, for den forventes først at kunne indgå i den kommercielle flytrafik i 2050. Første ubemandede testflyvning er derimod allerede sat til 2020, skriver Le Parisien.

Prisen for et flysæde på ZEHRA, der skal produceres af den europæiske flyproducent EADS, ventes at blive nogenlunde den samme som Concorden: Godt 40.000 kroner for en returbillet fra London til New York.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere