Richard Branson går ned ...

... I Marianergraven. Virgin-milliardæren vil gøre verdenshavenes dybeste steder tilgængelige for ubådsturister

Ubåden fra Virgin Oceanic Expeditions er knap 18 fod lang. (Foto: AP)
Ubåden fra Virgin Oceanic Expeditions er knap 18 fod lang. (Foto: AP)

I løbet af to år vil den britiske levemand og milliardær Richard Branson og hans Virgin Galactic sende de første turister ud i rummet til en pris på omkring en million kroner per person.

For pengene får man sammen med seks andre passagerer fem minutter i total vægtløshed.

Men der er stadig steder på jorden, hvor kun de allerfærreste har været. Og i sidste uge afslørede Virgin-bossen, at han vil sætte nye verdensrekorder ved at dykke ned i de fem største dyb i verdenshavene - herunder den 10.911,4 meter dybe Marianergrav i Stillehavet.

Og det skal ske i løbet af to år i en ny miniubåd, der foruden ham selv har plads til en kaptajn.

- Den sidste store udfordring for mennesker er at udforske dybden af planetens oceaner, lød det fra Branson ved en pressemøde i Newport Harbor Yacht Club.

Planen er siden at udvikle en større ubåd, der kan medbringe turister til de spændende ture ned i dybet.

LÆS OGSÅ: Rumturisme stadig tættere på

- Hvis nogen siger, noget er umuligt, så vil vi forsøge at vise, at det er muligt. Jeg elsker at lære, og jeg er bare lykkelig over at deltage i disse eventyr, sagde Richard Branson.

Ubåden kan være 24 timer under vand og sammen med den tilhørende katamaran er den angiveligt mere end 100 millioner kroner værd.

Manden, der dagligt er ansvarlig for hundredevis af daglige flyvninger med blandt andet Virgin Atlantic og Virgin America, tilføjede i øvrigt, at der også er et miljømæssigt formål med rejserne. Han agter nemlig at belære folk om menneskets påvirkning af verdenshavene og det skøbelige liv i dem.

Bransons dyk bliver dog faktisk også til gavn for os andre. For de vil blive optaget og lagt på Google Earth, bekræftede John Hanke, vicepræsident for it-gigantens produktafdeling.