Norwegian åbner 10 nye ruter

Lavprisselskabet Norwegian satser på tre indenrigsruter og syv nye udenrigsruter fra København og Billund. Selskabet får nu 39 danske ruter

Lavprisselskabet Norwegian opruster i Danmark. Selskabet åbner tre nye indenrigsruter og syv udenrigsruter fra København og Billund.

Selskabet præsenterede de ambitiøse planer ved et pressemøde på Hilton Copenhagen Airport Hotel, hvor Norwegians grundlægger og administrerende direktør Bjørn Kjos var med.

- Den fantastiske modtagelse, vi har fået i Danmark, bekræfter os i, at det er helt rigtigt at udvide på det danske rutenet. Med over en million passagerer på de danske ruter viser det, at danskerne gerne vil flyve, hvis priserne er rigtige, siger Kjos.

Norwegian kommer til at flyve fra København til Billund, Karup og Rønne - og de syv udenrigsruter flyver til blandt andet Oslo, Athen og Ibiza.

Med ruterne bliver selskabet en alvorlig konkurrent til især Cimber Sterling, der i dag flyver på samtlige af Norwegians nye ruter.

Cimber Sterling arbejder i disse uger med en kapitaludvidelse på 250 millioner kroner og på at blive børsnoteret, og derfor kommer Norwegians planer på det mest ubelejligede tidspunkt for det jyske selskab.

Jørgen Krab Jørgensen, lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn, er glad for Norwegians beslutning.

- Når nye selskaber har fokus på mulighederne i Billund Lufthavn, kan vi kun være tilfredse. Jo flere flyselskaber, der har fokus på lufthavnen, desto bedre, siger Jørgen Krab Jørgensen til Vejle Amts Folkeblads netavis.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere