Spies solgte rejser til en tiendedel af prisen - og annullerede dem

Vrede Spies-kunder føler sig snydt, da rejserne blev annulleret. De siger, at de handlede i god tro

Børnefrit hotel. Er det realistisk at få dette for 800 kroner for en uge i højsæsonen? Det skal forbrugerombudsmanden nu vurdere. (Foto: Spies)
Børnefrit hotel. Er det realistisk at få dette for 800 kroner for en uge i højsæsonen? Det skal forbrugerombudsmanden nu vurdere. (Foto: Spies)

- Vi fik at vide i telefonen, at vi handlede i ond tro, siger Jan Jensen fra Faxe Ladeplads, der sammen med konen Lone benyttede sig af et knaldtilbud fra Spies, der gjorde det muligt at tilbringe en uge i Tyrkiet for blot 800 kroner per person.

- Det var godt nok billigt, men det var bestemt i god tro. Det var jo alligevel 800 kroner og ikke en krone eller noget i den stil.

- Den slags tilbud ser man da engang imellem.

Men Jan Jensen fik annulleret rejsen. Hans kone fik en mail, hvori der blot stod, at rejsen var annulleret.





Den meget billige pris for en uge i varmen var altså resultatet af en fejl på Spies' hjemmeside. Og derfor blev rejserne annulleret af rejseselskabet.

Et nu hedengangent dansk rejseselskab endte engang i en lignende situation, hvor man var kommet til at sælge flybilletter til 300 kroner. Her tabte man sagen, da det vurderedes, at det ikke var helt urealistisk, da man hos eksempelvis Ryanair så helt ekstremt billige billetter, hvorfor kunderne kunne tænkes at handle i god tro.

Men hos Spies er man naturligvis ikke interesseret i at sælge en masse rejser med stort tab, fordi en medarbejder har begået en tastefejl på nettet.

Rejsernes normalpris var således på mindst 8.000 kroner og ikke 800 kroner.





Spies: Kunder ikke i god tro
- Prisen er er ganske enkelt blevet reduceret til en tiendedel, fortæller pressechef hos Spies, Torben Andersen.

- Men folk må naturligvis kunne forstå, at man ikke kan købe en ottedages rejse i skolernes sommerferie på et firestjernet hotel i Tyrkiet til 800 kroner. Derfor har vi annulleret alle de køb, der er gjort til den forkerte pris.

- Vi beklager naturligvis meget. Men jeg mener ikke, at man handler i god tro, når priserne er en tiendedel af den rigtige pris. Desuden var der en (nu slettet) tråd, der florerede flittigt på Facebook, hvori det fremgik, at 'det nok var en fejl, men at man skulle skynde sig at købe disse rejser hos Spies'.

Her skriver blandt andet en Facebookbruger: ' Jeg tror ikke, den holder. Men jeg håber da :-)', Og samme kvinde skriver også 'Køber i ond tro' og henviser til en sag fra 1985, hvor Højesteret har givet sælger medhold i en lignende sag.

En anden kvinde skriver: ' Ja, jeg forstår heller ikk at de bare kan annullere dem, specielt ikk når man har betalt. Det er lidt dårlig service, selvom tilbuddet var lidt for godt til at være sandt :-('

Kunde: Man hæfter for en fejl
Jan Jensen er ikke imponeret over meldingerne fra Spies.

- De skriver ikke, at det er en fejl, eller at de beklager, ligesom de heller ikke skriver noget om, hvad der sker med de penge, vi har indbetalt.

- Jeg synes, det er for dårligt. Jeg arbejder selv som selvstændig, og hvis jeg eller en af de ansatte, vi har, laver en fejl, er der kun en til at betale. Og det er os, siger Jan Jensen.

Ekstra Bladet blev i løbet af tirsdagen kontaktet af en række kunder, der mener, at Spies skylder dem en billig rejse.

- Jeg har læst jura, og det hele handler om, hvorvidt vi har handlet i god tro. Og det har vi, bedyrer Rikke Line K. Nielsen fra Aarhus, der inklusive onlinebestillingsrabatter kom ned på 1.140 kroner for to rejser til det børnefrie Hotel Sunprime Beachfront i Tyrkiet.

Jurist: Tror kunderne har en sag
Og netop den gode tro er afgørende, fortæller Mads Mølgaard Bräuner, jurist i Forbrugerrådet.

- Denne sag ligger inden for 'tiendedelsgrænsen'. Man kan sige, at det begynder at være så billigt, at man måske kunne have mistænkt, at der var noget galt. Men på den anden side, så er det jo ikke ualmindeligt, at der er tale om særligt gode tilbud i rejsebranchen. Tidligere fandt man jævnligt enkronestilbud, og det er da ikke utænkeligt, at nogen kunne strikke sådanne tilbud sammen, siger juristen.

Forbrugerrådet har haft flere sager, hvor et komma har flyttet sig i en pris. Og ligesom i tryksager har virksomheden et forbehold for fejl og mangler i teksten.

- Det betyder, at kunden må acceptere mindre fejl såsom en pris på 8.888 kroner i stedet for 8.999 kroner. Men her er det reelle priser.

- Set udefra tror jeg, at de får en sag imod sig. Og hvis jeg umiddelbart skulle vurdere den, så handlede kunderne ikke i ond tro, siger Mads Mølgaard til Ekstra Bladet.

Han understreger dog, at det også afhænger af, hvordan tilbuddene stod på siden. For hvis alle priser var det tidobbelte ved siden af denne enkeltpris, så kunne kunderne nok godt regne ud, at det var en fejl.

- Men så kan man jo diskutere, om det ikke er rejsebureauets ansvar at opdage denne fejl, siger juristen.

Under alle omstændigheder vil der typisk gå et sted mellem seks og otte måneder, før en afgørelse falder, hvis ellers der kommer en sag ud af det.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere