Rejseredaktørens udvalgte

Rejs trygt til disse steder i 2014. Her er du garanteret gode oplevelser, god mad og god service

Alicantes gastroscene, Firenzes kultur og Siciliens skønhed er blandt anbefalingerne for 2014. (Collage: Jes Roger Petersen/Linda Johansen)
Alicantes gastroscene, Firenzes kultur og Siciliens skønhed er blandt anbefalingerne for 2014. (Collage: Jes Roger Petersen/Linda Johansen)

Klumme: Hvis man af uransagelige årsager skulle have glemt det, så er et enkelt kig ud af vinduet nok til at minde om, at det i den grad er blevet december. Og således er det blevet tid til at gøre status over året. Også her på redaktionen.

For selv om det meste af tiden er blevet brugt ved skrivebordet, så har der heldigvis også være lejlighed til at komme lidt omkring i verden.

Det er jo alt andet lige en af rejseredaktørens forpligtelser. Et dirty job, I ved. Men nogen skal jo gøre det.

Se også: TV: London t/r på en dag - giver det mening?

Overtegnede har desværre ikke haft mulighed for at besøge flere hundrede hoteller endsige rejsemål. Og der er jo i sagens natur heller ingen mennesker (endsige kakerlakker) på denne klode, der har gæstet samtlige hoteller.

Hvad jeg i stedet kan gøre, er at udnytte denne spalteplads til skamløst at anbefale et håndfuld af de hoteller, rejsemål og restauranter, jeg har været så heldig at gæste i de senere år og det endda helt uden at ryste på fingrene.

Se også: Forlænget weekend i fabelagtige Firenze

Listen synes at glimre ved sit fravær af eksempelvis decideret eksotiske destinationer, vandreture og skiferier. Jeg har i stedet blot medtaget rejser, der er tilgængelige for alle. Rejser, der ikke kræver ret meget andet end bestilling af en flybillet og et hotel eller for den sags skyld et par klik på en dansk rejsearrangørs hjemmeside. De rejser, som de fleste af os rent faktisk tager på.

Nåja, og så har jeg altså aldrig lært at stå på ski.

Ligeledes har jeg haft min datter med på nogle af disse rejser, hvorfor der naturligvis har været et vist fokus på børnevenlighed.

Se også: TV: Dublin får mundvandet til at dryppe

Pointen må være: Betragt ikke hotellerne og destinationerne i denne liste som udvalgte testvindere i en lang række, men derimod som tilfældigt og særdeles tilgængelige rejsemål og hoteller, der efter min ydmyge mening er en klar anbefaling værd.

Under hvert punkt kan du læse den artikel, der er tilknyttet den enkelte rejse ved at klikke på linket.

Gastronomi og udsigt:Atlantic Holiday Center i Callao Salvaje, Tenerife.
Chefkokken Fran har konfereret med danske Cofoco, og det er der kommet en fremragende og fornuftigt prissat tapasmenu ud af. Læg dertil et lille, men overskueligt vinkort og Tenerifes måske bedste havudsigt fra hjørneværelset. Hotellets manager er i øvrigt en dansk kvinde, der forstår danske gæsters behov bedre end de fleste.

Se også: Kulinarisk på kanarisk

Overraskelsen:Alicante. Byen har et lidt blakket ry på grund af turisthordernes indtog i 1960'erne. Og sandt at sige er det de heller ikke skønt med de mange betonbygninger langs kysten. Men maden ... oh, maden. Går du rigtigt, er du næsten på højde med spanske gastronomiske hovedbyer som San Sebastián og Barcelona.

Se også: Hvem kan det? Alicante

Bedste All-inclusive:Maritim Jolie Ville Golf i Sharm el Sheikh, Egypten
Mere luksuriøst lader det sig ganske enkelt ikke gøre for så få penge. Hotellet forkæler virkelig sine gæster og får en til at føle, at man er noget særligt. Læg dertil, at vin og øl ikke bare bliver serveret ved bordene, men også kommer i rigtige glas. Enestående snorkelmuligheder direkte fra hotellet og et personale, der virkelig synes at holde af børn.



Mest charmerende hotel:Hotel Ariston i Taormina på Sicilien
De føles ikke som en charterferie at være i Taormina på skønne Sicilien. Vist er turisterne mange, men områdets æstetiske udtryk i form af den smagfulde måde, man har integreret bygningerne i landskabet, som kun italienerne formår, indbyder til store smil. Fred og ro og herlig havudsigt samt efter syditalienske forhold imødekommende tjenere.

Se også: TV: Bjergtaget af Taormina

Kulturperlen:Firenze
Man kan nu flyve direkte til Firenze fra København, og det bør man ikke snyde sig selv for. For selv de mange amerikanske og kinesiske turister, der er fulgt i fodsporene på forfatterens Dan Browns romanhelt Robert Langdon, spolerer ikke oplevelsen af skønhed og historiens vingesus overalt. Nyd et glas prosecco med udsigt over floden Arno, og du har ikke brug for ret meget andet her i livet.

Se også: Forlænget weekend i fabelagtige Firenze

Broen III:Hotel Mayfair City Tunneln
Uden sammenligning mest value for money just på den anden side af sundet. Charmerende gammelt hotel med en nyrestaureret middelalderkælder. Perfekt beliggenhed, fornuftige priser samt et ualmindeligt sødt og hjælpsomt personale gør dette hotel til det absolut bedste, vi har prøvet i Malmø. Jättebra!

Se også: Romantiske Malmø

Wow-oplevelsen
Det er ikke ligefrem nogen sviptur. Men er du først rejst til Jordan, så snyder du virkelig dig selv ved ikke at se og opleve klippebyen Petra, der i 2007 blev kåret som et af verdens nye underværker. De vanvittige og nærmest surrealistiske klippeformationer vidner om en kultur, der stadig i dag er omgivet af næsten den samme grad af mystik, som dengang da Petra med rette kunne kaldes Den glemte by.

Se også: Oplev fantastiske Petra

På fire hjul
På et eller andet tidspunkt i livet bør enhver europæer altså tage på et rigtigt roadtrip i USA. Et klassisk et af slagsen starter naturligvis i Californien, hvor man ikke kommer uden om Highway 1, der forbinder Los Angeles med San Francisco. Fra søelefanter i Big Sur til vidunderlig seafood i Santa Barbara. Bare fyld tanken op og fyr op under V8'eren.

Se også: Råt roadtrip mellem ørken og hav

0 kommentarer
Vis kommentarer