Danske flypassagerer rammes af Lufthansa-strejke

Lufthansa aflyser 68 afgange til og fra Danmark, når flyselskabet rammes af pilotstrejke fra midnat

Et Lufthansa-fly i luften bliver et sjældent syn i de kommende dage. (Foto: AP)
Et Lufthansa-fly i luften bliver et sjældent syn i de kommende dage. (Foto: AP)

Der bliver meget tomt over det tyske luftrum fra midnat, når en pilotstrejke rammer det tyske flyselskab Lufthansa. Selskabet har oplyst, at 3800 fly ser ud til at blive aflyst.

Og det er ikke kun passagerer i det tyske, der fra 2. til 4. april må se langt efter sin flyafgang med Lufthansa. Også danske afgange og ankomster rammes.

Lufthansa oplyser nu, at 68 afgange til og fra Danmark er aflyst. Det er afgange mellem Billund og Frankfurt og København til og fra henholdsvis Frankfurt og München, der er taget af programmet.

Se også: Lufthansa aflyser 3800 flyafgange på grund af strejke

Morten Balk, Country Manager for Lufthansa i Danmark, siger til Ritzau Finans, at man beklager det rigtigt meget over for kunderne.

- Vi gør alt for at hjælpe i den her situation og ombooker primært til vores andre selskaber i Lufthansa-koncernen, men hvis det ikke kan lade sig gøre, ombooker vi til, hvad der ellers måtte være plads på, så vi kan få de fleste af sted, siger han.

Se også: Ramt af lufthavnsstrejke? Her er dine rettigheder

- Der er også nogen, der vælger, at de ikke vil rejse, og så får de refunderet billetten. Forhåbentligt er det overstået efter de her tre dage, siger Morten Balk til Ritzau Finans.

Lufthansa har normalt fem afgange fra København til Frankfurt og fire afgange til München. Fra Billund har Lufthansa fire daglige afgange til Frankfurt.

Se også: Her dækker rejseforsikringen IKKE

Ud over Lufthansa rammes flyselskabets lavprisselskab Germanwing også af strejke.

Ifølge det tyske nyhedsbureau er man i Frankfurt Lufthavn ved at forberede sig på den tre-dages-pilotstrejke. Her er man i gang med at gøre klar til de strandede passagerer i transitområdet, siger en talsmand fra lufthavnen.

Man er blandt andet ved at gøre klar til, at de strandede passagerer kan overnatte samt at sørge for mad og drikkevarer.

Se også: Flyselskaberne sylter din erstatningssag

0 kommentarer
Vis kommentarer