Tør du bytte bolig?

Spar op til 70 procent på ferieudgifterne ved at bytte bolig med eksempelvis en italiener, en franskmand eller en amerikaner

Måske er du så heldig, at du et par uger denne sommer kan bytte dit ganske ordinære parcelhus i Vanløse ud med en bolig langs den liguriske riviera i det nordvestlige Italien. (Foto: Colourbox.com)
Måske er du så heldig, at du et par uger denne sommer kan bytte dit ganske ordinære parcelhus i Vanløse ud med en bolig langs den liguriske riviera i det nordvestlige Italien. (Foto: Colourbox.com)

Tør du at bytte din bolig?

Hvis du kan svare 'ja', er du langt fra den eneste. For BytBolig.com, der er det danske site for moderportalen HomeExchange.com, oplyser, at stadig flere danskere kaster sig ud i eventyret.

Helt grundlæggende fungerer det således, at portalen mod en fast betaling per år faciliterer mødet mellem feriehungrende brugere fra hele verden, der har lyst til at låne en privat bolig med de fordele, det indebærer, ligesom de naturligvsi også skal være villige til at låne deres egen bolig ud.

Se også: Bo privat i din ferie

I denne sommer kan der vælges mellem mere end 50.000 boliger i 150 forskellige lande. Og du skal ikke være bekymret for, om nogen overhovedet gider at besøge Danmark. For det gør de.

- Faktisk oplever vi, at der er interesse fra hele verden. Lige fra USA til Sydamerika. Men dem, der aller helst vil holde ferie heroppe, er folk fra Italien, Spanien og Frankrig, siger Anna Bridgwater fra Bytbolig.com.

- Og det er bestemt ikke urealistisk, at man kommer ned til et hus ved havet - tilmed med egen swimming pool. Det har jeg nemlig selv prøvet, siger den danske talskvinde til ekstrabladet.dk/ferie.



Anna Bridgwater oplevede selv at bytte sit hus på Amager ud med dette hus i Sydfrankrig. (Privatfoto)
Anna Bridgwater oplevede selv at bytte sit hus på Amager ud med dette hus i Sydfrankrig. (Privatfoto)




Se også: Sommerferie for en slik

Fordelene er indlysende. Du skal ikke betale andet end flybilletten, hvis du finder en lovende familie at bytte med. Og ofte vil man også stille sin bil til rådighed i perioden og omvendt. Det sker i 40 procent af tilfældene.

- Generelt er det sådan, at man finder nogle at bytte med, som man har ting til fælles med. Det kan være, at man er en ung børnefamilie eller måske er efterlønner og bare drømmer om at rejse rundt på alle tider af året.

Man kan naturligvis også søge på specifikke interesser. Madører vil måske have særligt veludstyrede køkkener, mens golfspillere, surfere eller hundeejere har netop deres præferencer.

Se også: Byt dig til ferie

Det vurderes, at de rejsende, der vælger denne ferieform, sparer mellem 50 og 70 procent på rejsen.

HomeExchange.com regner igen med vækst i år, og man forventer, at der vil blive indgået 130.000 individuelle byttehandler.

- For blot nogle få år siden blev mennesker, der byttede boliger, anset for at være lidt sære. I dag kender alle nogen, der har gjort det. Tankegangen er blevet helt almindelig, siger stifter og direktør hos HomeExchange.com, Ed Kushins.

Danskerne er faktisk førende, når det gælder boligbytte. Og mere end ni ud af ti, der har prøvet det, vil gøre det igen.

0 kommentarer
Vis kommentarer