Her er verdens særeste flyforsinkelser

Skildpadder på landingsbanen, Bill Clintons hår og en flyvende mand i en havestol

Kun fantasien sætter tilsyneladende grænser, når det gælder ting, der kan forsinke et fly. (Collage: Jes Roger Petersen)
Kun fantasien sætter tilsyneladende grænser, når det gælder ting, der kan forsinke et fly. (Collage: Jes Roger Petersen)

Det hører til hverdagen i en lufthavn, at fly bliver forsinket. Sædvanligvis skyldes det banaliteter som defekte bagagebånd, strejker eller pres på start- og landingsbanerne. Og når sandheden skal frem, er der få hændelser i rejseverdenen som er mere frustrerende end netop disse.

Se også: Hvilken ventetid er værst på flyrejsen?

Men nogle af dem er faktisk lidt muntre - betragtet udefra. Og en række af disse helt særlige hændelse kan du læse om her.

Bill Clintons frisure
I 1993 måtte man lukke hele fire landingsbaner i Los Angeles internationale lufthavn (LAX), da den daværende præsident for Amerikas Forenede Stater skulle have en sidste trimning af håret. Hans stylist måtte i al hast tilkaldes til Air Force One, da Bill ikke kunne nå forbi dennes salon i Beverly Hills.

 

Skildpadder på landingsbanen
New Yorks travle JFK-lufthavn er anlagt i nærheden af et sumpområde, hvor der bor masser af skildpadder. De skal i sagens natur parre sig hvert år. Men da det mest romantiske område for disse krybdyr ligger på den anden side af Runway 4, så blev flytrafikken senest i 2011 forsinket i flere timer, mens skildpadderne sneglede sig over banen.

Se også: Skildpaddesex lukkede landingsbane i New York

 

Snake on a plane
En tyve centimeter lang slange fundet om bord på en gigantisk Boeing 747 var skyld i en forsinkelse på mere end et halvt døgn. Passagererne, der skulle have fløjet fra Sydney til Tokyo, måtte vente med at fortsætte rejsen til dagen efter.

Se også: Lille slange forsinkede jumbojet

Tralala
Før en flyvning fra JFK i New York til Trinidad kunne sættes i gang, måtte kabinepersonalet skille sig af med en syngende passager. Hun nægtede at stoppe med sin sang efter flere reprimander, og passagererne om bord måtte finde sig i at komme senere og senere af sted, fordi hun blot blev mere insisterende i sin sang, jo mere personalet bad hende om at holde op.

Se også: Syngende passager smidt af fly

Flyvende mand i havestol
I 1982 satte Larry Walters fra Los Angeles 45 vejrballoner fast til sin havestol, da han ville svæve blidt rundt over sin baghave. Men tingene tog overhånd, og han blev anholdt efter at være fløjet ind i Los Angeles International Airports luftrum i fem kilometers højde. Blandt andet måtte et fly fra Pan Am skifte kurs.

 

Myremareridt
Mexico City er kendt for sin dårlige luftkvalitet. Men der blev ikke meget bedre, da flyets aircondition blev tændt. For lige før flyet skulle forlade gaten var en velvoksen flok ildmyrer, der er kendt for at kunne forårsage ganske ubehagelige smerter hos mennesker, sluppet ind i anlægget, og de blev i hundredevis sprøjtet ind i kabinen.

 

Alderdom
Passagererne om bord på et fly fra Polish Airlines måtte vente i Heathrow, da det lige før afgang blev konstateret, at begge piloter var over 60 år. Det er ikke lovligt i England, hvor mindst en pilot skal være under den alder.

Ydrk!
Det tog mere end to timer at udrydde mindst 50 kakerlakker, der havde koloniseret et område mellem First Class og cockpittet, lige før en afgang fra Miami.

Prærieulv og bisværm i kabinen
På en enkelt dag i Charlotte Douglas Airport blev hele tre fly forsinket på grund af en bisværm i kabinen, en mindre brand og en prærieulv på landingsbanen. Kender I den slags dage?

Gammel hankat i cockpittet
Hele fire timer måtte passagerer og personale vente på en indenrigsafgang fra Halifax, eftersom den gamle hankat Ripples var sluppet ud af sit bur og havde gemt sig i cockpittet. Han havde sneget sig ind blandt flyets elektriske systemer, der derfor måtte undersøge grundigt efter kattens uheldige ophold.

Se også: Kat skyld i fire timers flyforsinkelse

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere