Sådan kan du rejse 'på business' til menneskepriser

Opgradering hos Norwegian er bestemt pengene værd, når du rejser langt

Ofte er dette sidste sted før en lang flyrejse, at passagererne har god plads. Ombord på flyene sidder de fleste nemlig pakket som burhøns. Foto: Heine Jørgensen
Ofte er dette sidste sted før en lang flyrejse, at passagererne har god plads. Ombord på flyene sidder de fleste nemlig pakket som burhøns. Foto: Heine Jørgensen

Ekstra Bladet var inviteret til Las Vegas af Brancheforeningen ForbrugerElektronik

Det er nemt at føle sig som en burkylling, når man tager en længere flyrejse til økonomipriser.

Flyselskaberne har skåret så mange centimeter af komforten på selv de interkontinentale ruter, at man som kunde nogle gange kan være i tvivl, om selskabet overhovedet vil have en med.

En løsning kan derfor være, at man køber en opgradering. Men disse har enten været meget kostbare eller giver alene et produkt, der lægger sig et svagt sted mellem businessclass og monkey.

Udover pladsen får du også et tæppe og hovedtelefoner, som du ellers skal betale for på økonomiklassen. Foto: Heine Jørgensen
Udover pladsen får du også et tæppe og hovedtelefoner, som du ellers skal betale for på økonomiklassen. Foto: Heine Jørgensen
 

Rejseunivers Viva Las Vegas: Meget mere end spil

Først ombord
Forleden tog Ekstra Bladet over Atlanten med Norwegian i et af selskabets Boeing 787-Dreamliners, hvor rejsen fra Europa skete i den såkaldte premiumkabine, mens vi retur var gæster på økonomiklassen.

Prisen for at opgradere sig til disse markant større sæder i den forreste ende af flyet varierer, men er ikke i nærheden af de priser samme plads koster på business hos andre selskaber.

Ifølge Norwegian er merprisen typisk fra 2000 til 3000 kroner pr. vej, og alene den ekstra plads er alle pengene værd, mener vi.

Allerede ved boarding har du fordelen af at komme først ombord, hvor der venter dig nogle fremragende sæder med masser af plads. Det er nemt at forstå og bruge sædets funktioner, men der kunne godt være lidt mere fralægningsplads ved stolene.

Da du sidder så langt fra sædet foran dig, er både bordet til at have mad og drikkevarer og skærmen til at se film og tv-serier integreret i sædet. Også her er funktionerne gode og logiske.

Kabinen i flyet er uanset klasse behageligt ventileret og har ekstra store vinduer, som kan dæmpes elektronisk.

Auktion om plads

Norwegian har indført en auktion, der gør det muligt at byde på og vinde en opgraderingen. Princippet er, at de overskydende premiumsæder tilbydes alle med et økonomisæde.

Man får mulighed for at byde en enkelt gang. Dem, der byder det største beløb, får pladsen.

Ekstra Bladet forsøgte med et bud på 1400 kroner for turen hjem til København, men det var ikke nok.

Se også: Flyselskaberne skruer ned: Så skrabede er fremtidens budgetfly

En time forsinket
Under vores test trak det ned, at flyet var forsinket en time, og at det ene af de to toiletter i vores kabine ikke virkede. Udvalget af indhold på tv-skærmen haltede også.

Det svarer lidt til at flyve med et mindre udvalg af favoritfilm fra hedengangne Blockbuster. Skærmen er heller ikke imponerende skarp.

Men den har indbygget en smart funktion, hvor du kan bestille drikkevarer og få anden betjening med nogle enkle tryk.

Når du sidder på premium, er det meste på menuen gratis. På økonomiklasse skal du bruge dit kreditkort og kan nemt betale direkte på skærmen.

Der er rigeligt plads til at lufte fødderne på premium. Foto: Heine Jørgensen
Der er rigeligt plads til at lufte fødderne på premium. Foto: Heine Jørgensen
 

Billig genvej

Selv om du ender på økonomiklasse hos Norwegian, findes der også her en genvej til god benplads.

Rundt om i flyet ved nødudgange og på de forreste rækker er der rigelig plads. Der er ingen garanti for, at du kan få disse pladser, men da alle gæster betaler for sædereservation, kan du være heldig at vælge et af disse bedste, billige sæder, hvis du har bestilt rejsen i god tid.

Se også: Norwegian skærer en time af flytiden til Bangkok

Du betaler for plads
Du skal primært vælge premium hos Norwegian for pladsens skyld, muligheden for 40 kilos bagage og hurtig boarding.

Du får ganske vist lidt ekstra mad, men stadig pakket ucharmerende ned i en papkasse og ikke af specielt bedre kvalitet eller omfang end det, du får nogle få stolerækker bag dig.

Du behøves heller ikke vælge premium, fordi du vil have mere venlig eller effektiv service. Begge veje af vores tur var personalet nemlig professionelle, særdeles venlige og dygtige til deres arbejde, uanset om man sad på de dyre eller billige rækker.

Se også: Norwegian og EasyJet går sammen om ruter

7 rejsetips: Sådan overlever du turen

1 Indstil tiden efter rejsemålet: Jetlag er prisen for, at din krop er i tidsmæssig ubalance. Du kan imødekomme det værste jetlag ved at indstille dit ur og din opførsel efter tiden på rejsemålet. Når du kommer frem, skal du sørge for at være oppe til godt ud på aftenen, før du sover.

2 Bevæg dig: Nøglen til en god flyrejse er undgå at ’klistre fast’ til sædet. Bevæg dig mindst en gang i timen, hvis du ikke sover. Få strukket kroppen og rettet alle led ud. Tag gerne skoene af når du sidder ned og lav motion med fødder og tæer.

3 Spot det rigtige sæde: Det er tæt på en videnskab at finde det rigtige sæde. Det afhænger nemlig af, hvilket flyselskab du bruger og ikke mindst, hvilken flytype du rejser med. Et godt sted at begynde jagten er hjemmesiden Seatguru.com, der kan vise dig de bedste og værste steder at sidde på netop din afgang.

4 Drik masser af væske: Kroppen har godt af at blive hydreret både før, under og efter din rejse. Og den bedste væske er vand. Hold dig fra alhokol eller drik kun i meget begrænsede mængder under flyrejsen.

5 Spis klogt: Det kan være fristende at spise et stort måltid før rejsen, hvis man ikke forventer at få meget af flymaden ned. Men det er en dårlig taktik. Indtag i stedet et lettere måltid og suppler så dine måltider undervejs med frugt og nødder som små sunde snacks.

6 Vælg de bedste selskaber: Find et godt flyselskab til turen. Der er stor forskel på både service, punktlighed og ikke mindst pladsen om bord, selv når du betaler den billigste pris.

7 Læg en pause ind: Har du mulighed for det, kan en pause undervejs i form af en mellemlanding og måske et hotelophold være med til at gøre den samlede rejse mere behagelig.

61 kommentarer
Vis kommentarer