Sæt krogen i Færøerne: Her fisker du med øjnene

Naturen er lige så stor en fangst som fisken for enden af krogen

Næsten syv kilo vejede dagens største fisk, som er denne mørksej. Foto: Jakob Jørgensen
Næsten syv kilo vejede dagens største fisk, som er denne mørksej. Foto: Jakob Jørgensen

- Der er bid.

Råbet og begejstringen er ikke til at tage fejl af. Endnu en stor fisk eller måske flere har bidt på vores lange liner med tre solide kroge for enden.

- Jeg har også bid, råber min ven og haler ind.

Vi ligger få sømil uden for Tórshavn på Færøerne. Tidligere på dagen er vi i solskin og blød søgang sejlet ud af havnen i den 23 fod lange motorbåd. Der er taget rigeligt med fiskestænger og proviant med til en hel dag på vandet.

Med 150 hestekræfter under vores fødder og yderligere 15 i reserve fra påhængsmotoren er vi godt udrustet til turen. Og det skal man også være på disse kanter, hvor strømmen er utilgivelig hård, og vejret skifter på få minutter.

Havfiskeriet på Færøerne er helt unikt. Men du skal have både held og talent for at finde de flotteste torsk og andre fiskearter. Foto: Heine Jørgensen
Havfiskeriet på Færøerne er helt unikt. Men du skal have både held og talent for at finde de flotteste torsk og andre fiskearter. Foto: Heine Jørgensen
 

Her kan du fange fisk

På havet Det sikre sted at fange virkelig store torsk, sej, rokker og talrige andre spændende fiskearter er på havet. Det kræver naturligvis adgang til en båd. Har du ikke en sejlende ven på øerne, arrangeres der mod betaling lokale ture.

Fra kysten Kystfiskeriet er svært på Færøerne, men ikke umuligt. Spørg de lokale om tips til steder, hvor du gratis og sikkert kan forsøge dig som fisker fra kysten.

I søer og floder Både havørred og laks er mulige gevinster ved at fiske i de lokale søer og floder. Forvent dog, at du skal betale for det, og at der vil være steder, hvor du ikke kan få lov til at fiske.

Se også: Nyt land på førstepladsen: Her er verdens mest magtfulde pas

De første timer går med at udforske klipperne langs kysten. Vi har en rutineret jæger om bord, så fisketuren kombineres med lidt havjagt efter fugle. Uanset om der skydes eller kastes en krog over rælingen, skal man have øjnene med sig på disse kanter. Både for at nyde den utroligt flotte natur, som kun bliver smukkere fra søsiden på Færøerne, men også for at holde skarpt øje med det digitale ekkolod, fordi dybden her tæt på klipperne kan gå fra 20 meter til alt for lidt vand på meget kort tid.

Ved nogle af klippehulerne er der imidlertid overraskende dybt med over ti meter under kølen, selv om vi blot er få meter fra de sylespidser klippesten.

Det kræver en solid båd som denne, hvis man vil fiske på øerne. Foto: Heine Jørgensen
Det kræver en solid båd som denne, hvis man vil fiske på øerne. Foto: Heine Jørgensen
 

Fiskeriet foregår dog ikke her, hvor fuglene flyver lavt og er til at ramme. Vi sætter derfor kursen ud mod midten af sundet, hvor vanddybden uden problemer rammer 40 meter eller mere.

Igen skal der fiskes med øjnene. For selvom vandet ligger indbydende foran os og nærmest skriger ’fisk’, skal der både talent og held til for at fange noget.

Sådan kommer du frem

Fly Der er gode forbindelser til Tórshavn fra København, men også fra Billund med enten Atlantic Airways eller SAS. Hvis du bestiller i fornuftig tid, er det muligt at købe en returbillet for 1500 kroner.

Færgen Sejler fra Hirtshals hver lørdag i lavsæsonen og både lørdag og tirsdag i højsæsonen. Prisen svinger meget og afhænger blandt andet af bil, antal passagerer og kabineønsker.

Pakkerejser Det er muligt at finde pakkerejser, hvor fiskeri er en del af oplevelsen. Pakkerejser kan også være en god måde at få en enkelt pris for både rejse og ophold, mens man selv arrangerer fiskeriet.

Opholdet Hvis du ikke har købt en pakkerejse, kan du både booke hoteller, men også Airbnb på Færøerne.

Ferie - 15. okt. 2018 - kl. 17:33 'Fantastisk arbejde': Storm tvinger TUI-fly til sidelæns landing

Ekkoloddet kommer igen til sin ret. Denne gang i forsøget på at finde netop de steder, hvor stimer af torsk og sej med rimelig sikkerhed er til at få fat i. Bådens ejer har heldigvis plottet gode spots ind fra sine tidligere ture, og vi prøver flere af dem. Det forunderlige er, at blot 100 meter kan gøre forskellen på succes eller absolut ingen fisk. Men når vi rammer det rigtige sted, er der virkelig bid.

Det er en berusende oplevelse at have ikke kun en, men nogle gange flere store torsk på krogen. Det giver solide overarme at trække sådan en fangst op fra bunden på den turiststang, jeg har fået i hænderne. Det er netop turiststangen, der henter dagens største fangst i land. En mørksej på næsten syv kilo bider pludselig på sammen med en mindre torsk.

Naboer og venner fik glæde af de mange fisk, som vi hentede i land. Foto: Jakob Jørgensen
Naboer og venner fik glæde af de mange fisk, som vi hentede i land. Foto: Jakob Jørgensen
 

Det er først, når fisken efter en længere kamp kommer op til overfladen, at vi opdager vores held. Den sorte skygge fra havets bund afslører en imponerende stor fisk, der selv efter den er blevet kroget og hevet ind i båden stadig tager pusten fra en amatørfisker som mig.

Ved dagens slutning har vi effektivt haft stængerne i vandet i en times tid. Resten af tiden er gået med at finde de rigtige steder, lidt jagt og det vigtigste: at nyde stilheden og alt det, som øjnene fanger. Alligevel er resultatet en fiskekasse fyldt til randen.

De mange torsk og sej fordeles samme aften til naboer og familie, fordi der allerede ligger nok i fryseren hos min ven. Kun den store mørksej ender på middagsbordet som færøske fiskeboller. Den smagte himmelsk.

Se også: Nu genåbner verdens længste flyrute

Fisketuren gav også mulighed for at skyde havfugle. Provianten til højre er dog købt i et supermarked. Foto: Jakob Jørgensen
Fisketuren gav også mulighed for at skyde havfugle. Provianten til højre er dog købt i et supermarked. Foto: Jakob Jørgensen
 

Fisketips

Klæd dig på til vejret Færøerne ser på billeder ud som et smukt postkort, men der er i virkeligheden utrolig råt. Forvent mange våde og blæsende dage, hvor vejret selv på en pæn dag kan skifte meget hurtigt.

Spørg om lov De er glade for gæster på øerne, men bryder sig ikke om, at du pludselig vader ind over en mark og begynder at fiske i en tilfældig å eller sø. Spørg derfor de lokale om gode råd og om lov, hvis du er i tvivl.

Kast i fra molen Kystfiskeri er ikke nemt i et land, hvor afstanden mellem kyst og vand ofte er klipper med et fald på 100 meter. Men der er nogle steder så mange fisk, at du for eksempel kan få succes ved at fiske direkte fra molen i Tórshavn og fra andre havne på Færøerne.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere