Rekordmange julegæster: Skynd dig, hvis du skal have en billet!

Juletrafikken på Molslinjen frem og tilbage fra Jylland og København er ved at være fuldt booket

Molslinjen får rekordmange julegæster i år. Foto: PR
Molslinjen får rekordmange julegæster i år. Foto: PR

'Kombardo!'

Sådan plejer det at lyde fra Molslinjen, når de vil lokke kunder til at sejle over Kattegat til og fra Jylland, men nu er der snart ikke meget mere 'kombardo' at hente.

Færgebilletterne er nemlig blevet hevet ned fra hylderne, når det kommer til dette års juletrafik.

Sådan lyder det fra rederiet, der selv kalder julentrafikken 'den største i Molslinjens historie'.

- På nuværende tidspunkt er salget af billetter til juletrafikken over Kattegat allerede 15 procent højere end på samme tidspunkt sidste år, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Se også: Kæmpe vagtplans-bommert: 15.000 fly mangler piloter til jul

Flere udsolgte ture mod Jylland
Det er især sjællanderne, der skal tage sig sammen og skynde sig at bestille en færgebillet, hvis de skal holde jul i Jylland og har planlagt at sejle turen over Kattegat, fortæller Molslinjens presse- og kommunikationschef, Jesper Maac, til Ekstra Bladet:

- Der er udsolgte afgange mest fra Sjælland mod Jylland, men i det hele taget er hylderne med billetter til de mest pressede juledage ved at være få. Hjemrejsen - altså fra Jylland mod Sjælland - strækker sig over flere dage, så der er der stadig ture at få.

Det er dog ikke kun på vandet, det begynder at blive svært at få fingrene i en billet hos Molslinjen. På den rullende del af rederiet er der også rift om busbilletterne til Kombardo Expressen. Her er det især den 22. og 23. december, som er tæt ved at være helt proppet.

Men selvom de rekordmange julegæster skaber udfordringer for de kunder, som endnu ikke har fået bestilt sin billet, så er det en glad direktør, der sidder på kontoret hos Molslinjen.

- Det er jo altid farligt at glæde sig for tidligt, men lige nu ser det ud til, at vi får den største julegave, vi nogensinde har fået. Vi har oprustet med nye færger og flere afgange og har løbende tilpasset vores produkt ud fra gæsternes behov. Det, tror jeg, er forklaringen på de glædelige udsigter, siger rederiets kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Se også: Danske skirejsearrangører ramt af konkurs: Sådan påvirker det 8000 kunder

4 kommentarer
Vis kommentarer