Ryanair er blandt de 10 største forureningskilder i hele Europa

De kalder sig selv for 'Europas grønneste flyselskab', men ifølge en opgørelse fra EU er de eneste flyselskab blandt de 10 største forureningskilder i Europa

Ryanair er havnet på samme liste over store forurenere, som kulkraftværkerne sidder tungt på. Foto: AP
Ryanair er havnet på samme liste over store forurenere, som kulkraftværkerne sidder tungt på. Foto: AP

For første gang nogensinde er et firma, som ikke driver et kulkraftværk, kommet med i den lidet flatterende top 10 over de største forureningskilder i Europa. Det fortæller BBC.

På EU Transport og Miljø-gruppes liste over de største CO2-syndere i Europa har flyselskabet Ryanair fundet vej. Sidste år steg lavprisselskabets udledning af kuldioxid med 6,9 procent, til trods for at de brander sig som 'Europas grønneste flyselskab'.

'Vi er nummer 1 inden for kulstofeffektivtet, og vi vil fortsætte med at lede vejen', skriver flyselskabet på sin hjemmeside.

Samlet set steg emissionen fra flytrafik med 4,9 procent, viser nye tal fra EU-Kommissionen ifølge Ingeniøren. Samtidig er den samlede CO2-udledning fra luftfartsindustrien i Europa steget med 26,3 procent over de seneste fem år, mens den samlede udledning af drivhusgasser faktisk går nedad.

Den nye kulindustri
De ni øvrige forureningssyndere på listen, hvor Ryanair er på tiendepladsen, er alle kulkraftværker, og netop det får i en pressemeddelelse den europæiske miljøorganisation Transport og Environment til at kalde Ryanair og de øvrige flyselskaber for 'den nye kulindustri', og siger samtidig, at der er brug for strengere europæisk regulering af flyselskaberne, hvis deres udledning skal reduceres.

Miljøorganisation frygter, at Ryanair vil få selskab af andre flyselskaber i top 10 over de største europæiske forureningskilder, hvis ikke der bliver lavet internationale regler på området.

- Denne tendens vil kun fortsætte, ind til Europa opdager, at denne underbeskatning og underregulering af sektoren må stoppes, siger Andrew Murphy, luftfartschef i Transport og Environment, i pressemeddelelsen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Ryanair, men uden held. Vi vil gerne have spurgt, hvordan det hænger sammen, at de påstår at være det grønneste flyselskab i Europa, samtidig med at de forurener mest af alle flyselskaber og er blandt de 10 største forureningskilder i Europa.

Ryanair flyver ifølge Ingeniøren hvert år 130 millioner passagerer, og selskabet udledte i 2018 9,9 megaton drivhusgasser.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere