Endnu engang er Michael O'Leary og hans udskældte - men yderst velbenyttede - lavprisflyselskab Ryanair endt i en strid modvind med både lyn og torden rundt om sig.
Det skyldes, at flere end 150 kunder er stået frem og har brokket sig over, at de er blevet nødsaget til at betale et gebyr på intet mindre end 115 pund (972 kroner), fordi Ryanairs computersystem efter bestillingen angiveligt har ændret deres efternavne på flybilletten og bagefter tvunget de rejsende til selv at betale for at få deres navne ændret tilbage til det korrekte.
Det skriver The Independent.
Fejlen sker efter sigende typisk, når en person bestiller flere flybilletter på én gang til rejsende med forskellige efternavne, da systemet fejlagtigt kommer til at ændre alle efternavne til navnet på personen, som bestiller billetterne.
Det vil sige, at hvis man bestiller flybilletter til en rejse med sin kæreste eller nogle venner, som hedder noget andet til efternavn end en selv, risikerer de medrejsende, at deres navn ændrer sig, og de bagefter selv skal betale de knap 1000 for at få det ændret tilbage, hvis de vel og mærke ikke lægger mærke til fejlen inden for de første 24 timer, hvor Ryanair tilbyder at ændre det gratis.
Det var hjemmesiden MoneySavingExpert, der først gjorde opmærksom på problemet tilbage i december, og siden da har omkring 162 Ryanair-kunder henvendt sig til mediet, fordi de har været ude for det samme.
Sådan undgår han Ryanair-gebyr: Snedig rejsende har opfundet genial jakke
'Et flinkere flyselskab'
Indtil videre har Ryanair nægtet at refundere pengene til de kunder, som er blevet berørt af systemfejlen, og derfor har stifteren af hjemmesiden, Martin Lewis, i et åbent brev appelleret til Michael O'Leary, som er lavprisflyselskabets administrerende direktør.
- Jeg ved, at du i løbet af de seneste år har udtalt, at du gerne vil gøre Ryanair til 'et flinkere flyselskab'. Jeg håber, du vil følge op på det løfte i denne sag, skriver han og fortsætter:
- Desværre er mit personlige brev til dig vores sidste mulighed. Vi har drøftet det her problem med dit pressehold siden december, men har kun fået slappe tilbagemeldinger.
Martin Lewis er bestemt ikke tilfreds med, at Ryanairs kunder bliver straffet for en fejl, der ikke er deres egen skyld.
- Selvom fejlen gentagne gange har vist, at det ikke er kundens skyld, forlanger Ryanair 115 pund for at rette en fejl, I selv er skyld i. Dit firmas opførsel stemmer ikke overens med opførslen fra et firma, der vil være et 'flinkere flyselskab', lyder det endvidere i brevet, som du kan læse i dets fulde her.
MoneySavingExpert har været i kontakt med Ryanair, som - på trods af de 162 sure kunder - afviser, at der er en fejl i deres system.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra lavprisflyselskabet, men det har desværre ikke været muligt.
Vanvittigt beløb! Så meget ekstra har rejsende betalt for flysæder