Ryanair i fedtefadet igen: Anklages for snyd

Ifølge en forbrugerrådsorganisation omregner Ryanair din billetpris med en dårlig valutakurs

Passagerer, der rejser mellem lande med forskellig valuta via lavprisselskabet, bliver præsenteret med en slutpris, der er baseret på en forringet kurs, viser undersøgelse. Foto: Arthur Widak/AP
Passagerer, der rejser mellem lande med forskellig valuta via lavprisselskabet, bliver præsenteret med en slutpris, der er baseret på en forringet kurs, viser undersøgelse. Foto: Arthur Widak/AP

Ryanair snyder sine kunder ved at omregne din billetpris med en dårlig valutakurs, når du skal til at betale på hjemmesiden.

Sådan lyder anklagen fra den uafhængige engelske forbrugerrådsorganisation Which?.

Det skriver The Independent.

Organisationen har selv lavet undersøgelsen. Den viser, at folk, der rejser mellem lande med forskellig valuta via lavprisselskabet, bliver præsenteret med en slutpris, der er baseret på en forringet kurs.

Kursen forringes, fordi Ryanairs bookingside automatisk skifter valuta fra landet, hvori din afgangslufthavn er beliggende, til dit hjemlands valuta.

Det betyder, at hvis du køber en billet fra Milano til København, så skifter den ved kassen valutaen euro til kroner, når du indtaster dine betalingsoplysninger.

Derfor er det skidt
Det lyder måske ikke umiddelbart som et problem.

Problematikken ligger dog i, at når kursen omregnes, så bruger Ryanair konsekvent en dårligere kurs end normalt.

Which? testede dette ti gange, og i alle tilfælde endte man med at betale mere, end hvis man havde fastholdt at betale i euro og lade sin bank foretage kursomregningen.

Du tænker måske så, at man selvfølgelig bare skal vælge at betale i den oprindelige valuta.

Men her opstår endnu en kringlet manøvre. For hvis du vil fastholde den oprindelige valuta, så skal du trykke på et lille link ved navn 'more information'.

Heri opstår valgmuligheden, men det bliver man ikke gjort opmærksom på som kunde.

Which? opdagede, at man kunne blive trukket hele 78 kroner mere (ni engelske pund), ved at lade Ryanair bestemme kursomregningen.

Advarer mod at vælge selv
Skulle man være så heldig at trykke på linket, så bliver man præsenteret med information fra Ryanair om, at de garanterer valutakursen.

Ryanair skriver endda i sine vilkår og betingelser, at de advarer mod at vælge andre måder, da det kan forhøje ens billetpris.

'Ryanair garanterer valutakursen på tidspunktet for bestilling af billetten. Denne kurs vil ikke ændre sig. Hvis du ikke vælger Ryanairs valutakurs, kan du blive udsat for negative kursudsving mellem det tidspunkt, hvor du foretager din reservation og det tidspunkt, hvor din kortudstedende bank konverterer transaktionen. I de fleste tilfælde finder valutaomregningen sted nogle dage efter reservationsdatoen'.

Forbrugerrådsorganisationen har kontaktet flyselskabet i forbindelse med undersøgelsen, men de har ikke svaret. Tidligere har de dog udtalt, at de 'overholder EU-lovgivningen og national lovgivning om forbrugerbeskyttelse'.

The Independents test:

Mediet testede Which?'s undersøgelse.

De tjekkede prisen på en bestilling fra Venedig til Londons Stansted-lufthavn.

Her lød den første pris på 213,86 euro (1595,67 kroner), men da der skulle betales, blev det omregnet til 198,29 pund (1677,60 kroner).

En forbruger ville dermed ende med at skulle betale hele 81,93 kroner mere.

(Omregningen til kroner er sket gennem Valutakurser.dk)

Ferie - 7. nov. 2018 - kl. 10:40 Sådan undgår han Ryanair-gebyr: Snedig rejsende har opfundet genial jakke

Se også: Ryanair-fejl koster kunder 1000 kroner ekstra

111 kommentarer
Vis kommentarer