Solhungrende danskere kan kigge langt efter billetter til Tenerife denne vinter. I hvert fald hvis de plejer at rejse med Ryanair.
Lavprisflyselskabet indstiller flyvningerne til øen. Sidste afgang på ruten bliver 3. januar 2020. Det skriver mediet Check-in.
Strejke giver ingen problemer: Kaos venter først i september
Det kommer efter, at Ryanair, som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, har annonceret lukningen af fire baser i Spanien. Der er tale om deres lufthavnsbaser på øerne Lanzarote, Tenerife, Gran Canaria og Girona i Catalonien.
Også Ryanairs rute fra København til London Southend lukker ned. Ruten åbnede i foråret, men 26. oktober flyves der sidste gang på ruten, og den vender ikke tilbage i sommeren 2020.
Ryanairs vinterprogram byder også på andre nedskæringer.
Der skæres ned på ruterne fra København til Dublin, Edinburgh, Madrid, Málaga og Milano-Bergamo, der alle mister en ugentlig frekvens i hver retning i forhold til det tidligere offentliggjorte trafikprogram.
Andre ruter får flere afgange
I stedet udvider Ryanair sit program for andre ruter.
Hvis man vil til Kaunas i Litauen, så får man en ekstra frekvens at vælge imellem. Afgangen fra København til Rom-Ciampino øges også fra tre ugentlige afgange til seks. Nürnberg i Tyskland går fra to til tre ugentlige afgange.
Så meget tjener flyselskaber på din ekstra benplads
Ryanair flyver stadig fra København til London Stansted og London Luton. Der flyves efter planen seks gange om ugen til Luton, mens Stansted-ruten reduceres fra oprindeligt 19 til 16 ugentlige afgange.