Ryanair vil stoppe lufthavns-druk

Flyselskabet Ryanair opfordrer engelske lufthavne til at indføre begrænsninger på maksimalt to øl pr. passager

Du skal bruge dit boardingkort for at få en øl, hvis det står til Ryanair. Foto: All Over
Du skal bruge dit boardingkort for at få en øl, hvis det står til Ryanair. Foto: All Over

Antallet af fulde passagerer, som er blevet anholdt i engelske lufthavne, fordi de ikke har kunnet styre deres alkoholforbrug er steget med 50 procent på blot et år.

Det viser en undersøgelse, som Panorama Investigation har foretaget for BBC.

I perioden fra februar 2016 til februar 2017 blev hele 387 rejsende arresteret i lufthavnen, fordi de havde fået for meget alkohol indenbords. Det er en stigning på 255 tilfælde i forhold til året før.

Det får nu lavprisselskabet Ryanair, som allerede har forbudt alkolhol på deres fly fra Glasgow Prestwick og Manchester til festøerne Alicante og Ibiza, til at råbe vagt i gevær til de engelske lufthavne i forhold til serveringen af alkohol, skriver BBC.

- Det er et problem, som lufthavnene må tage hånd om. Vi søger mærkbare ændringer, der forbyder salg af alkohol i lufthavnene, især når det kommer til de tidlige morgenfly, og når fly er forsinkede, udtaler marketingsdirektør fra Ryanair, Kenny Jacobs til BBC.

Ingen morgenøl
Hvis du godt kan lide at få en enkelt eller to indenbords i de engelske lufthavne, før du tager flyveturen hjem til Danmark, kan du dog stadig godt tage det roligt, for indtil videre vil Ryanair blot have en begrænsning på maksimalt to øl pr. passager.

Helt lavpraktisk vil Ryanair have, at der kun kan sælges to genstande til hvert boardingkort i lufthavnen, og de vil have al salg af alkohol bandlyst, indtil efter klokken 10 om morgenen.

Mind tricks: Derfor er dit flysæde blåt

'De prøver at røre vores bryster'
Ifølge BBC viser en undersøgelse af 4.000 besvarelser fra kabinepersonalet i engelske lufthavne, at halvdelen af dem har oplevet forstyrrende adfærd blandt berusede passagerer.

Hver femte af dem havde været ofre for fysisk overgreb af fulde rejsende.

- De ser os som bartendere i luften, siger Ally Murphy, som i oktober - efter 14 år - opsagde sit job hos flyselskabet Virgin, til BBC.

- De prøver at røre vores bryster, eller vores numse eller ben. Jeg har prøvet, at hænder bevægede sig op under min nederdel, fortsætter den tidligere flyansatte.

I juli 2016 indførte den engelske luftfartsindustri et frivilligt adfærdskodeks, som kabinepersonale kan benytte sig af, når de møder forstyrrende passagerer, hvor et af rådene blandt andet går på, at de ansatte i lufthavnsbutikkerne samt kabinepersonalet ikke bør sælge alkohol til rejsende, som virker fulde.

Panoramas undersøgelse viste dog ifølge BBC, at mere end hver fjerde fra kabinepersonalet i de engelske lufthavne overhovedet ikke kender til adfærdskodekset, og af dem, der kender til det, mener blot 23 procent, at kodekset rent faktisk virker.

Ung far skulle til London: Endte i Las Vegas