Ryanairs 'griske' chef vil erstattes af en kvinde

Michael O'Leary vil sætte en kvinde i chefstolen 'i modsætning til et grisk svin som mig'

Michael O'Leary er kendt for sine kontroversielle udtalelser. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Michael O'Leary er kendt for sine kontroversielle udtalelser. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Irske Michael O'Leary har i 30 år været den yderst kontroversielle chef for lavprisselskabet Ryanair.

Men på grund af strukturelle ændringer bliver han i år rykket op som overordnet direktør for koncernen og giver dermed plads til en direktør for selve Ryanair.

Og hvis han selv kunne vælge, så ville den nye direktør blive en kvinde.

- Jeg vil gerne have nogen, der har det modsatte af mine begrænsede færdigheder. En kvinde, empatisk, omsorgsfuld, venlig, i modsætning til et grisk svin som mig, siger Michael O'Leary til The Independent.

Michael O'Leary vil desuden have ansvar for deres østrigske datterselskab Laudamotion og en polsk afdeling kendt som Ryanair Sun.

Se også: Ryanair skal betale kæmpe bøde for vildledende bagageregler

Artiklen fortsætter herunder ...

Vilde O'Leary-citater

- Folk ser mig enten som Jesus, Superman eller som en afskyelig lille lort. Jeg tror, jeg er Jesus. En profet i sin egen tidsalder.

- Rejser rige mennesker med vores fly? Ja, jeg fløj på et i morges, og jeg er meget rig.

- Jeg er Europas mest underbetalte og undervurderede chef. Jeg bliver betalt 20 gange så meget som den gennemsnitlige Ryanair-medarbejder, og jeg synes, at forskellen burde være større.

- Jeg burde få Nobels fredspris - fuck Bono.

- Hvorfor skal ethvert fly have to piloter? Seriøst, du behøver jo kun en enkelt. Lad os tage den anden ud. Lad den skide computer flyve det.

Om passagerer, som glemmer at printe deres boarding passes: - Vi synes, at de skulle betale 60 pund bare for at være så dumme.

Et markant brud
Ryanair-direktøren regner dog ikke med, at der vil blive kigget efter afløsere uden for koncernen, men at man i stedet vil finde den rette kandidat blandt kvalificerede medarbejdere hos lavprisselskabet selv.

- Det ville være et meget markant brud med fortiden i Ryanair. Det er blevet drevet af mig i de sidste 30 år.

Der er kun én kvinde i koncernen, der har muligheden for at overtage jobbet. Hendes navn er Carol Sharkey, er chief risk officer og har været ansat hos Ryanair siden 1995.

Det mest sandsynlige valg spås dog til at lande på Peter Bellew, som er chief operating officer.

Den nye direktør vil kunne tage plads i stolen i slutningen af 2019.

Se også: Ryanair-fejl koster kunder 1000 kroner ekstra

Se også: 75-årig skulle til Polen: Endte på Malta
5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen