Så bliver check-in ikke nemmere: Flyselskab sender medarbejder hjem til dig

Flyselskabet Emirates er begyndt at sende en medarbejder hjem til deres passagerer, så de slipper for at checke in og skulle gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen

Flyselskabet Emirates har netop indført 'Home Check-in', som betyder, at en medarbejder kommer hjem til passageren og ordner alt inden afrejse. Foto: All Over Press
Flyselskabet Emirates har netop indført 'Home Check-in', som betyder, at en medarbejder kommer hjem til passageren og ordner alt inden afrejse. Foto: All Over Press

Så er det slut med timelange køer i lufthavnen, når man skal gennem check-in-skranker og sikkerhedskontroller.

I hvert fald hvis man rejser med Emirates, for det mellemøstlige flyselskab har nemlig indført en ny service, der betyder, at man slet ikke behøver at befinde sig i lufthavnen, når man tjekker ind eller skal gennem sikkerhedskontrollen.

I stedet sender selskabet en Emirates-medarbejder hjem til passageren og fuldender procedurerne, så den rejsende kan smutte direkte gennem lufthaven uden ventetid, men bare sætte sig direkte op i flyet.

Det skriver Check IN.

Selvom mange flyselskaber i de seneste år i stigende grad er begyndt at tilbyde rejsende et såkaldt 'elektronisk check-in' hjemmefra, så tager Emirates altså teknologien til nye højder ved, at man ikke engang skal gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

Der er dog bare et enkelt 'men', og det er, at afrejselufthavnen skal være Dubai, hvis man vil benytte sig af Emirates nyeste tiltag, som de kalder 'Home Check-in'.

Se også: Flyselskab i kæmpe design-fiasko: Nu bliver flyene usynlige i overskyet vejr

Vejer, printer og transporterer
Ifølge Check IN foregår 'Home Check-in' således, at medarbejderen vejer bagagen, printer bagage-mærker og sætter dem på passagerens kufferter med det samme. Derefter printer medarbejderen boardingkort og tager til slut bagagen med, så passageren ved ankomst til lufthavnen blot kan gå direkte til immigrationskontrollen.

Hvis man skal afsted på forretningsrejse og vil rejse direkte fra kontoret af, vil det også være muligt, da Emirates-medarbejderen kommer ud på den adresse, som passageren nu end ønsker.

Hver enkelt passager har mulighed for at checke op til syv stykker bagage ind til en pris på 35 dirham stykket (60 kroner), og Home Check-in kan bestilles op til 12 timer før afrejse.

Ifølge Check IN har det mellemøstlige flyselskab testet deres nye tiltag siden oktober, og det er altså åbenbart gået så godt, at de nu har indført det officielt.

Se også: Bakteriebombe i lufthavnen: Så klamme er check-in-skærmene

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere