Kreditorerne i Air Berlin opgav mandag endeligt at få det tyske lavprisselskab på ret kurs, og i dag står det klart, at Lufthansa overtager 81 af selskabets i alt 400 fly.
Men dermed er du som flypassager ikke garanteret, at din allerede bookede rejse med Air Berlin bliver til noget.
Air Berlins konkurs betyder, at hvis din booking er foretaget før 15. august 2017 (hvor konkursbegæringen blev indgivet, red.), så kan man som passager ikke få kompensation på normal måde.
- Der er en mulighed for, at man kan søge om kompensation gennem flyselskabets insolvensordning, efter de har begyndt behandlingen af konkursen, men det vil være meget svært at få kompensationen. Man kan søge via airberlin.com/complaint. Det er dog ingen garanti for, at man får sin kompensation, oplyser Mia Anfinsen, der er Country Manager for AirHelp Danmark, som hjælper rejsende med at kræve kompensation for flyforsinkelser og aflysninger.
For billetter, der er købt efter den 15. august er reglerne således:
- Billetter købt efter 15. august bliver refunderet, hvis flyvningen er aflyst. Her skal man også søge via airberlin.com/complaint. Det lader sig ikke gøre at ombooke flyvningen til et andet flyselskab, og man får ikke en kompensation, siger Mia Anfinsen og fortsætter:
- Air Berlin eksisterer ikke efter den 28. oktober. Derefter kan man ikke modtage kompensation for flyrejser med Air Berlin, fordi de nye ejerne ikke kommer til at overtage gæld.
Billetter til senere flyvninger end den 28. oktober er ikke længere gyldige. Flytrafikken hos de ikke-insolvente døtre Niki og LG Walter vil blive videreført.
Flyselskab stopper øjeblikkeligt: 110.000 passagerer strandet