Sådan slipper du for kø i dansk sommerland

Nu kan du se, om der er kø ved den forlystelse, du gerne vil prøve

Det skal være lettere at være gæst i Fårup Sommerland, og derfor har sommerlandet lanceret en ny app. Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix
Det skal være lettere at være gæst i Fårup Sommerland, og derfor har sommerlandet lanceret en ny app. Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix

Når du fremover skal besøge Fårup Sommerland, skal du ikke huske andet end din telefon. Sommerlandet har nemlig lanceret en ny app med navnet Fårup App. Appen har ifølge sommerlandet det formål at gøre det lettere for gæster at planlægge deres besøg - og ikke mindst håndtere sæsonkort og billetter, ligesom det også vil være muligt at se kø-tider på bestemte forlystelser i appen.

Det oplyser Fårup Sommerland i en pressemeddelelse.

- I bund og grund er oplevelsen i Fårup jo analog, og det har vi ikke tænkt os at ændre på. Vi værner om, at vores primære opgave er at skabe rammerne for sjove og dejlige oplevelser for børn og familier, siger Rasmus Mortensen, marketingchef i Fårup Sommerland, i pressemeddelelsen.

- Målet med vores nye app er at gøre en række praktiske forhold lettere for vores gæster, der efterhånden har en klar forventning om at kunne klare det meste fra telefonen. Fårup Sommerland er et sted for alle, og appen skal hjælpe med at gøre det lettere at være gæst hos os, siger han.

Ferie - 16. apr. 2019 - kl. 10:00 Ny rutschebane på vej: Den første af sin slags i Danmark

Det er blandt andet muligt at købe og håndtere billetter og sæsonkort via appen, så man kan have alle i familiens sæsonkort samlet på telefonen.

Derudover vil det være muligt at få overblik over kø-tider på udvalgte forlystelser, koncerter og events i parken samt åbningstider i Aquaparken, hvilket gør det nemmere at planlægge sit besøg og få mest muligt ud af dagen.

Vent til kortere kø
Den nye funktion, som giver overblik over kø-tider på udvalgte forlystelser, fungerer konkret sådan, at personalet ved de otte største forlystelser i parken, hvor der typisk opstår de længste køer, indtaster, hvor meget kø der er i minutintervallerne 0-10 minutter, 10-20 minutter, osv.

- Det er dermed personalets observering, der efterfølgende tastes ind, så folk ikke behøver at bevæge sig tværs igennem forlystelsesparken for at stå i kø i 30 minutter, men i stedet kan vente til der f.eks. kun er 10 minutters kø. På den måde kan man som gæst hele tiden holde øje med udviklingen, oplyser Fårup Sommerland til Ekstra Bladet.

Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2015 fejre 40 års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent er danske.

Fårup Sommerlands nye app kan downloades via App Store og Google Play.

Se også: Nyt stort feriecenter til Als

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere