Den helt travle sommerferiesæson er desværre overstået for de fleste af os, og mange tusinde danskere er allerede tilbage på job eller er ved at gøre sig klar til det.
Selvom man har nyopladede batterier i bagagen, så er det dog ikke altid lige nemt at omstille sig til det travle arbejdsliv igen, og derfor kan det hurtigt blive en hård omgang at vende tilbage til dagligdagen.
Der er dog en række tricks, man selv kan ty til for at gøre det lidt nemmere at komme tilbage på arbejdet efter en lang og afslappende ferie.
Det skriver hjemmesiden Fast Company, der har lavet en liste med nogle tips, som du kan læse herunder:
1.) Forlæng dit 'auto-svar'
De fleste med et kontorjob eller lignende kender til den dejlige følelse på dagens sidste arbejdsdag inden ferien, hvor man sætter sit auto-svar på e-mailen op med en besked om, at man ikke er på kontoret og først er tilbage om X-antal dage.
Men ligeså dejligt som det er at aktivere auto-svaret, ligeså deprimerende kan det være at komme tilbage til en proppet mail-indbakke, og så skulle slå auto-svaret fra igen.
Derfor råder Fast Company i stedet folk til at ændre auto-svaret til, at man i den første periode tilbage på job skriver, at man kun svarer på vigtige e-mails. Dermed har man lidt ekstra tid til at falde på plads uden at blive overmandet af arbejdsstress.
2.) Vend tilbage på ferien midt på ugen
Efter en lang ferie kan en hel arbejdsuge godt være uoverskuelig for mange, og derfor kan det være en god idé at planlægge sine feriedage således, at man vender tilbage i midten af ugen og dermed kun har 2-3 arbejdsdage inden weekenden.
Så mange danskere bliver ramt af ferie-blues
3.) Start op med en halv arbejdsdag
Hvis det kan lade sig gøre, er det ifølge Fast Company en god idé at starte op med en halv arbejdsdag i stedet for en hel efter ferien.
På den måde kan man lige nå at ordne de vigtigste ting første dag og samtidig gøre sig mentalt klar til en hel arbejdsdag dagen efter.
4.) Hold humøret oppe
De fleste af os bliver i godt humør i ferien, fordi man har tid til at slappe af og lave de ting, man ikke har tid til i hverdagen.
Derfor kan humøret hurtigt dale, når man er tilbage på job, og det pludselig bliver et problem at nå til banken eller at handle, inden man skal hente ungerne i institutionen.
Men man kan selv forsøge at holde humøret oppe ved at tænke positivt. Det kan man f.eks. gøre ved, at man hver dag skriver noget positivt ned, der er sket på arbejdet.
5.) Få styr på tingene
Der er meget, man skal nå, når man kommer tilbage fra ferie, og det kan hurtigt være svært at overskue alle tingene.
Derfor kan det være behjælpeligt at lave en prioriteret liste over, hvad man skal nå, så man langsomt kan få krydset alle tingene af uden at være bange for, at man har glemt noget vigtigt.