Sådan undgår du at blive flået af svindlere på ferien

Der er gode råd at hente, hvis man vil undgå at blive den næste turist, der bliver et offer for svindel på rejsen

Luskede kriminelle finder smartere og smartere måder at snyde turister på. Foto: Colourbox
Luskede kriminelle finder smartere og smartere måder at snyde turister på. Foto: Colourbox

Man skal efterhånden til at passe ekstremt godt på, når man drager afsted på ferie, for forbrydere og svindlere er blevet mere og mere luskede, og det er derfor blevet meget sværere at lure, hvornår man er et offer for et fupnummer.

Heldigvis er der gode råd at hente for at undgå at blive det næste offer.

Forbrugerorganisationen Which? har nemlig lavet en liste over de seks mest typiske fupnumre, som svindlere benytter til at udnytte turister samt en række råd til, hvad man skal gøre for at lure deres lyssky tricks.

Det skriver The Sun.

Online booking
De fleste rejsende vælger at bestille hotel eller feriebolig online, når de skal ud og rejse, men det kræver ikke meget for bedragere at snyde med indkvarterings-tilbuddene.

Således oplyser Which?, at en lang række bedragere blot tager et par enkelte gode billeder af ferieboliger, der ikke eksisterer, som de derefter bruger til at lokke deres ofre til.

Svindlerne snyder ved at reklamere for boligen på en troværdig hjemmeside, men når deres ofre så bestiller, ryger de hen på en anden hjemmeside eller bliver opfordret til at fuldføre handlen over e-mail. Når pengene så er overført, hører ofrene aldrig fra 'udbyderen' igen.

Forbrugerorganisationen råder derfor til, at man er ekstra påpasselig, når man bestiller online. Det kan man f.eks. være ved, at man googler den feriebolig, man vil leje for at se, om den dukker op på andre hjemmesider.

Se også: Hjemløs mand forsvandt med millioner: Nu er han fundet

Luskede tilbud
I Storbritannien har der været flere eksempler på hjemmesider med falske flyselskaber, som tilbyder ekstremt billige flybilletter.

Ifølge de britiske myndigheder er svindlen især målrettet rejsende, der vil flyve til Asien, Afrika og Mellemøsten, og i mange tilfælde drejer det sig om rigtige flybilletter, der er købt med et falsk kreditkort, men når kreditkortet så bliver meldt stjålet, bliver flybilletterne annulleret, og så står ofrene uden billetter og en hel del penge fattigere.

Forbrugerorganisationen råder derfor til, at rejsende kun bestiller flybilletter gennem troværdige og legitime flyselskaber eller rejsebureauer i stedet for at gå efter de billige og til tider luskede tilbud.

Dokumentfalsk
Flere hjemmesider, som sælger falske visum og andre rejsedokumenter, har i de seneste år set dagens lys. Derudover findes der flere hjemmesider, som på lovlig vis sælger f.eks. visum, men som gør det til en langt højere pris, end hvis man benytter sig af de officielle hjemmesider.

Ifølge Which? har deres undersøgelse vist, at halvdelen af de første tyve resultater på Google linker videre til uofficielle hjemmesider, når man søger på 'ESTA visa', som man skal bruge, hvis man rejser til USA.

Forbrugerorganisationen råder derfor til, at man altid benytter sig af de officielle myndigheders hjemmesider, når man skal bestille vigtige rejsedokumenter.

Se også: Pas på tyven: Her stjæler de mest

WiFi-snyd
Mange rejsende når dårligt at smække rumpen i sædet på poolstolen, før de har logget på hotellets WiFi, men som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, kan netop dette være yderst risikabelt.

Populære turistmål er nemlig et oplagt sted for svindlere at narre passwords, CPR-numre og andre private oplysninger fra turister, der desperat går online på det første og bedste netværk, de kan finde.

Bedragerne snyder ved at sætte et falsk wifi-netværk op, der umiddelbart virker til at være et reelt åbent trådløst netværk, men som i virkeligheden blot er en mulighed for svindleren til at dirigere al netværkstrafik gennem sin egen computer og dermed stjæle alt fra login-navne til passwords og andre personlige data.

Derfor råder Which? til, at man sikrer sig, at netværket, man vil benytte sig af, er legitimt, inden man logger på. Hvis man bliver spurgt om at give personlig information, skal man desuden være ekstra påpasselig.

Se også: Gratis wifi på ferien kan koste dig dyrt

Gratis ferier og billige boliger
De mest almindelige svindelnumre foregår i dag online, men der er ifølge Which? stadig et bestemt svindelnummer, der stadig foregår i den virkelige verden, selvom det har været et kendt fupnummer i flere årtier.

Det drejer sig om de såkaldte 'timeshares', hvor man får begrænset brugsret til en lækker feriebolig for et umiddelbart lille beløb, der skal betales på stedet.

Ifølge forbrugerorganisationen er hele 500 britiske turister i Costa del Sol i Spanien blevet snydt for omtrent 27,5 millioner pund (230 millioner kroner) i det seneste år.

Which? råder derfor til, at man holder sig langt væk fra den slags tilbud på ferien. Det samme gør sig gældende, når det kommer til skrabelod eller konkurrencer, hvor man f.eks. kan vinde gratis ferier, da det ofte er snyd og humbug.

Falske billetter
Koncerter, sportsbegivenheder og andre store arrangementer bliver ofte benyttet af bedragere som en mulighed for at sælge falske billetter.

Derfor råder Which? til, at man kun køber billetter hos autoriserede billetsteder.

- Kriminelle finder flere og flere sofistikerede måder at snyde rejsende på. Både i booking-processen, men også på selve ferien. Men hvis noget for godt til at være sandt, så er det højst sandsynligt også det, siger Rory Boland fra Which?.

Her har du 7 gode råd til en sikker wifi-adfærd på ferien

- Undgå trådløse netværk, der ikke kræver en adgangskode.

- Indstil din telefon eller tablet, så den ikke automatisk søger efter trådløse netværk.

- Log aldrig på netbank eller andre sider, hvor du skal indtaste følsomme oplysninger eller bruge dit NemID, hvis du er på et ukendt net.

- Undgå at shoppe online og i det hele taget at bruge dit kreditkort på nettet fra ukendte netværk.

- Husk altid at logge af de steder, hvor du har indtastet dit brugernavn og adgangskode.

- Er det et must at tjekke din netbank, så anvend dit eget netværk frem for et ukendt.

- Sørg for at have opdateret dit antivirusprogram og de seneste sikkerhedsopdateringer til styresystemet.   

Kilde: AnyTech365

Se også: Ny lusket taktik hitter: Sådan går tyve på rov i lufthavnen

11 kommentarer
Vis kommentarer