Sådan undgår han Ryanair-gebyr: Snedig rejsende har opfundet genial jakke

30-årige Lee har fundet en smart måde, hvorpå man kan slippe uden om lavprisflyselskabets nye håndbagage-gebyrer. Se her, hvordan han gør

Lee har et snedigt trick til at undgå bagage-gebyrerne - se det her. Video: Facebook/Lee Cimino

En kreativ brite ved navn Lee Cimino har i de seneste dage fået utrolig meget opmærksomhed for en genial, hjemmelavet jakke, som gør, at han kan slippe let og elegant uden om Ryanairs nye famøse regler om håndbagage.

Det skriver The Sun.

Den 30-årige brite fra Straffordshire valgte simpelthen at sy sine ejendele fast i sin jakke, da han i sidste weekend skulle flyve med lavprisflyselskabet til Belfast.

Ryanairs nye regler trådte i kraft blot et par dage forinden turen, hvilket betød, at Lee Cimino skulle betale mellem seks og otte pund (cirka 50-70 kroner) for at få sin taske med om bord på flyet. Så den snedige brite måtte altså tænke i alternative løsninger for at spare pengene, og derfor tog han en gammel jakke med til skrædderen, som syede store lommer i den med plads til alle Lees ejendele.

- Jeg flyver altid med Ryanair, så jeg er lidt fanget, når det kommer til deres nye håndbagage-regler, siger briten til The Sun og fortsætter:

- Jeg pakkede ikke meget, men blot det, jeg havde brug for til en enkelt overnatning. Jeg havde et par bukser, et par shorts, en T-shirt, en trøje, et håndklæde, et par boxershorts og nogle strømper.

Se, hvordan Lee Cimino kommer uden om gebyrerne ved hjælp af den smarte jakke øverst

Se også: Ryanair trækker i land efter massiv kritik: Disse rejsende skal ikke betale for håndbagage

'Bare for sjov'
Ekstra Bladet har været i kontakt med den kreative brite, som fortæller, at han slap nemt igennem lufthavnen, uden at nogen kommenterede den besynderlige jakke.

- Jeg troede faktisk, at den ville få mere opmærksomhed i lufthavnen, men min ven sagde, at jeg jo egentlig bare lignede en hipster, siger Lee Cimino.

Den 30-årige brite fortæller dog, at han er ekstremt overrasket over, hvor meget opmærksomhed hans opfindelse har fået efterfølgende.

- Det har været en smule skørt. Jeg gjorde det bare for sjov og for at se, om det kunne lade sig gøre, og nu får jeg henvendelser fra Amerika, Grækenland og Kina. Det er en smule overvældende.

Se også: Efter omstridte bagageregler: Ryanair har sneget priserne op

Skal sælges på auktion
Lee Cimino har nu besluttet sig for at forsøge at sælge jakken på en auktion, hvorefter han vil give 50 procent af et eventuelt overskud til en velgørenhed efter Ryanairs valg.

- Jeg elsker Ryanair og synes, de er fantastiske, så det er derfor, at jeg vil have, at de vælger modtageren, lyder det fra Lee.

- Jeg har ingen idé om, hvad den bliver solgt for. Jeg håber bare, at folk kan se det sjove i det hele, og at de vil byde på den for velgørenhedens skyld.

Se også: 400 kroner for ilt: Her er Ryanairs mange ekstra gebyrer

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen