Sådan vil populært feriested dræbe terror-truslen

Et nyt initiativ skal igen gøre det sikkert at tage på ferie i Egypten, der tidligere har været et populært rejsemål blandt danskerne

Udenrigsministeriet fraråder rejser til store dele af Egypten, men et internationalt samarbejde skal nu øge sikkerheden for turister. Foto: Flickr/Travel Aficionado
Udenrigsministeriet fraråder rejser til store dele af Egypten, men et internationalt samarbejde skal nu øge sikkerheden for turister. Foto: Flickr/Travel Aficionado

Egypten har i lang tid været plaget af terrorangreb, og det er gået hårdt ud over turismen.

Også vores eget Udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til store dele af landet blandt andet til det sydlige Sinai, hvilket inkluderer den tidligere turistfavorit Sharm el-Sheikh.

Men nu ønsker Egypten at etablere et såkaldt 'sikkert miljø' med en høj grad af sikkerhed i lufthavne over hele landet, herunder i Sharm el-Sheikh.

Det skal ske med hjælp fra et britisk sikkerhedsfirma, som skal sørge for et nyt program for luftfartssikkerhed i det nordafrikanske lands lufthavne, skriver The Telegraph.

Behovet for øget lufthavnssikkerhed i regionens turistområder blev understreget af terrorangrebet, der så sent som i denne uge dræbte 42 og sårede 239.

Det skete, da Atatürk-lufthavnen i den tyrkiske storby Istanbul tirsdag nat blev ramt af selvmordsangreb. Blandt de dræbte er 13 udlændinge.

Fælles international handlingsplan
Det britisk sikkerhedsfirma Restrata har arbejdet med lufthavnssikkerhed i hele verden, herunder London Heathrow.

Den erfaring skal de bruge til at rådgive det egyptiske Falcon Group International - et privat firma udpeget af den egyptiske regering til at sikre sikkerhed på tværs af landets lufthavne.

Udover det skal de træne 7000 nye sikkerhedsfolk i løbet af de næste seks måneder.

Initiativet bliver kaldt en 'fælles handlingsplan', men der er ikke flere detaljer om, hvad det helt konkret indebærer.

Men ifølge The Telegraph skulle planen være udviklet i samarbejde med en række lande herunder Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Frygten for terror aflyser flyvninger
Udenrigsministeriet har længe advaret danskere mod den store risiko for terrorangreb i Egypten.

Og ikke kun Danmark prøver at beskytte sine borgere.

Storbritannien har ikke haft flyvninger til Rødehavet siden november sidste år, da bombningen af et russisk passagerfly dræbte 224 mennesker.

Og efter et EgyptAir-fly fra Paris til Kairo i sidste måned styrtede ned som resultat af et formodet terrorangreb, aflyste British Airways i sidste uge alle sine flyvninger til Sharm el-Sheikh på ubestemt tid grundet frygten for terror.

Partnerskabet med Restrata bliver derfor hilst velkommen af Egyptens Luftfartsministerium og den britiske ambassadør for Egypten, Nasser Kamel.

Han håber på, at det kan være med til at genoprette rejser mellem Storbritannien og Egypten.

- I månedsvis har Egypten arbejdet hårdt på at opgradere sikkerheden i deres lufthavne. Partnerskabet med Restrata er endnu et skridt mod vores mål om at skabe et verdensklasse sikkerhedssystem i lufthavnene, der giver et sikkert miljø, som vi og vores gæster efterspørger, siger Nasser Kamel til The Telegraph.

Turisterne skal vende tilbage
Selvom vores Udenrigsministerium ikke har ændret deres advarsler mod at rejse til store dele af Egypten, så ønsker den egyptiske turistminister, Yehia Rashed, at bringe turisterne tilbage til landet.

Tilbage i april annoncerede han den såkaldte '6x6 Tourism Impact Plan' som skitserer seks nøgleområder.

Planen inkluderer blandt andet samarbejde med internationale turismepartnere, øko-venlig grøn turisme og et samarbejde med EgyptAir.

Målet er at øge turismen i landet i løbet af de næste seks år.

- Mit eneste mål er at bringe et stort antal turister tilbage til Egypten. Det er starten på en spændende tid og en mulighed for egyptisk turisme. Det vil igen gøre Egypten til en af de mest eftertragtede steder at besøge i verden, siger Yehia Rashed i en erklæring ifølge The Telegraph.

Se også: Frygter for ferien: Danskerne vil forsikre sig mod terror  

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere