Sagnomspunden landsby dukker op af italiensk sø

Den oversvømmede landsby har inspireret til en Netflix-serie, der nu får den ultimative reklame

Engang var den lille bjerglandsby Curon i det nordlige Italien hjem for hundredvis af mennesker.

Det ændrede sig, da de lokale myndigheder i 1950 besluttede sig for at oversvømme området for at gøre plads til et vandkraftværk.

Siden har landsbyen været skjult under Résia-søen, og med årene er området blevet berømt for det druknede kirketårn, der stikker op over vandoverfladen.

Curon lever videre som en mystisk og sagnomspunden landsby og har både inspireret til en bog og en italiensk Netflix-serie, der havde premiere sidste år.

Kun dykkere har kunnet komme på nært hold af ruinerne, men ikke længere. De seneste dage har det alt sammen ændret sig, og Curon er dukket op til overfladen.

Det skriver BBC.

Legende om klokketårn
For nylig var det nemlig tid til at lave vedligeholdelsesarbejde på vandreservoirerne, og derfor er søen blevet drænet. Efter 70 års pause har de lokale i området igen fået mulighed for at gå på opdagelse i den oversvømmede landsby.

Flere har taget billeder af den skjulte landsby og delt dem på sociale medier.

Artiklen fortsætter under opslaget …

Netflix-serien om Curon er et thriller-mysterium. Ifølge Forbes handler serien om en legende, der siger, at man om vinteren stadig kan høre kirkeklokkerne kime, selv om de blev fjernet med resten af landsbyen for 70 år siden.