Luftfartsselskabet SAS er fortsat ramt af problemer med mandskabsmangel i særligt det irske datterselskab SAS Ireland.
Det skriver Ritzau Finans.
I weekenden betød det 25 aflysninger, og i denne uge vil yderligere 40 afgange blive aflyst, skriver SVT med henvisning til information, der tidligere har været tilgængelig på selskabets hjemmeside.
I løbet af sommeren er mere end 700 SAS-afgange blevet aflyst som følge af mandskabsproblemerne, og i sidste uge erkendte Lars Sandahl Sørensen, der er driftsdirektør hos SAS, at selskabet har været for 'ambitiøst' i planlægningen af sommerprogrammet.
- Når vi nu kender resultatet, havde jeg gerne set, at vi havde været mere forsigtige, sagde Lars Sandahl Sørensen til norske Dagens Næringsliv.
Se også: Flytrafik i sommerkaos: Søren Pind raser over SAS-service
Normalt bliver 99 procent af SAS' fly afviklet som planlagt, men i juni var tallet under 98 procent.
Lars Sandahl Sørensen venter, at det kommer tæt på 99 procent i begyndelsen af efteråret, forklarede han i samme interview.
SAS-aktien falder mandag formiddag med 2,7 procent til 12,37 kroner.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.