SAS mistede 100.000 passagerer på strejke i maj

SAS var ramt af pilotstrejke syv dage i april og maj. Det har betydet et fald i selskabets passagertal

Strejken har været dyr for SAS, der anslår, at aflysningerne har kostet selskabet omkring 450 millioner danske kroner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Strejken har været dyr for SAS, der anslår, at aflysningerne har kostet selskabet omkring 450 millioner danske kroner. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

En omfattende strejke blandt SAS-piloterne i Danmark, Norge og Sverige har medvirket til et markant fald i antallet af passagerer hos flyselskabet i maj.

Samlet fløj 2,4 millioner med SAS i maj, hvilket er et fald på 10 procent sammenlignet med samme måned året før.

Det er et fald på omtrent 265.000 sammenlignet med samme måned i 2018, og heraf udgør strejken omtrent 100.000 passagerer.

Det viser SAS' egne trafiktal for maj, der er offentliggjort tirsdag.

- Selv om SAS også var påvirket negativt af strejken i maj, var vi i stand til at genoptage driften hurtigt, siger SAS-direktør Rickard Gustafson i en kommentar til tallene.

SAS' piloter i Danmark, Sverige og Norge strejkede fra 26. april til 2. maj, da de ikke kunne blive enige med flyselskabet om nye overenskomster.

Efter omtrent 4000 aflysninger nåede parterne til enighed om en aftale, der giver mere i lønposen og flere piloter mere forudsigelighed i vagtplanerne, hvilket var et centralt stridspunkt.

Samlet er 370.000 passagerer blevet berørt af strejken - størstedelen i april.

Strejken har været dyr for SAS, der anslår, at aflysningerne har kostet selskabet omkring 450 millioner danske kroner.

Ubelejligt tidspunkt
Hos Sydbank påpeger aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, at strejken er kommet på et ubelejligt tidspunkt, hvor flyselskabet i forvejen var udfordret på stigende oliepriser.

Forud for strejken forventede flyselskabet at kunne få overskud for regnskabsåret 2018/2019.

Men i forbindelse med seneste kvartalsregnskab i slutningen af maj lød det, at det mål bliver svært at nå.

- Strejken er kommet på et uheldigt tidspunkt, hvor selskabets omkostninger er stigende og indtjeningsevnen noget svækket.

- Det sætter spørgsmålstegn ved, om SAS er i stand til at tjene penge i år efter fire år med rigtig flotte resultater, siger Jacob Pedersen.

Han vurderer dog ikke, at strejken vil få længerevarende effekt til antallet af passagerer.

- Der er ingen tvivl om, at strejken har været hård ved SAS. Det har været en meget, meget dyr strejke.

- Men de seneste tal peger i retning af, at SAS er ved at være tilbage på sporet.

- Jeg tror, at passagererne har luret, at der nu er kommet ro på bagsmækken i forhold til piloterne, og at selskabet vil flyve, som man er vant til, siger Jacob Pedersen.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere