SAS-strejke udløser ikke kompensation til svenske passagerer

Svensk forbrugerombudsmand afviser kompensation til rejsende efter SAS-aflysninger under strejke

Har du glemt, hvad konflikten mellem piloterne og SAS gik ud på? Få det genopfrisket her.

SAS kan i første omgang ånde lettet op, mens de svenske flyrejsende må se langt efter at få kompensation for de fly, der blev aflyst som følge af strejken blandt SAS' piloter i slutningen af april og begyndelsen af maj.

Den svenske forbrugerombudsmand har torsdag afvist rejsendes krav om kompensation. Det står i en afgørelse på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

- SAS er ikke forpligtet til at betale erstatning, siger ombudsmand Marcus Isgren.

- Virksomheden har dokumenteret, at strejken var en ekstraordinær begivenhed, der var uden for selskabets kontrol.

- SAS har også bevist, at det har truffet en række foranstaltninger for at undgå strejken og for at begrænse konsekvenserne af strejken, når den først er udbrudt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Strejken var uden for SAS' kontrol, mener den svenske forbrugerombudsmand. Her er det passagerer i Københavns Lufthavn, som blev ramt af strejken i maj. Foto: Jens Dresling
Strejken var uden for SAS' kontrol, mener den svenske forbrugerombudsmand. Her er det passagerer i Københavns Lufthavn, som blev ramt af strejken i maj. Foto: Jens Dresling
 

Fra 26. april til 2. maj strejkede SAS' piloter i forbindelse med en strid om den kommende overenskomst. Omkring 4000 afgange blev aflyst.

Selskabet Airhelp, der hjælper rejsende med at søge kompensation mod en andel af kompensationen, har tidligere på ugen meldt sig klar til at trække SAS i Danmark og Sverige for EU-Domstolen.

Ifølge Airhelp kunne SAS ende med en regning på 1,6 milliarder kroner, hvis alle 370.000 rejsende, som blev påvirket af strejken, skulle have de maksimale 600 euro i kompensation.

Det er netop EU-regler, der giver rejsende ret til kompensation, medmindre der er tale om en ekstraordinær begivenhed. Her melder den svenske forbrugerombudsmand sig altså på SAS's side.

I alt har den svenske myndighed set på 350 sager fra rejsende, der blev ramt af strejken. Det er hovedsageligt sager, der har påberåbt sig retten til kompensation som følge af EU's forordning om flypassagerers rettigheder.

Enkelte andre klager udstår. De vil blive afgjort i løbet af efteråret.

Det vil dog ikke ændre ved, at strejken betragtes som en ekstraordinær omstændighed, skriver forbrugerombudsmand Marcus Isgren.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere