Se billederne: Fotografs rejsekammerat er dinosaurus

De burde være uddøde for 65 millioner år siden, men på en argentisk fotografs Instagram-profil rejser en gruppe dinosaurer verden tynd

Jorge Saenz' forhistoriske rejsekammerater kommenterer på alt fra forurening til krig og smukke rejsedestinationer. Her mener de to dinoer, at den døde frø er offer for de økonomiske markeders kollaps (Foto: Jorge Saenz)
Jorge Saenz' forhistoriske rejsekammerater kommenterer på alt fra forurening til krig og smukke rejsedestinationer. Her mener de to dinoer, at den døde frø er offer for de økonomiske markeders kollaps (Foto: Jorge Saenz)

Jorge Saenz har nogle usædvanlige rejsekammerater – en gruppe af plastik-dinosaurer følger ham nemlig på hans eventyr rundt i verden.

Se også: Top fem: De uhyggeligste destinationer

De uddøde rejsekammerater lever i bedste velgående på Jorge Saenz Instagram-profil, hvor de ofte er ude på eventyr som en del af Jorge Saenz' billedserie #dinodinaseries.

Den argentinske fotojournalist har givet dinoerne navne og opfundet personligheder til hvert medlem af den forhistoriske rejsegruppe.

Dina, den store grønne Stegosaurus, er mere aggressiv og følger sine instinkter. Spiny, som er en Spinosaurus, er meget ironisk. Brachy, den brune Brachiosaurus, er kæreste med Dino, den grønne langhals, men er meget kritisk over for mænds opførsel, har Jorge Saenz tidligere fortalt til Instagrams egen konto.

I en mail til Ekstra Bladet forklarer Jorge Saenz, at billedserien og dinosaurernes personligheder har udviklet sig over tid, men at konceptet er inspireret af Montesquieus bog 'Persiske breve' fra 1721, der handler om to persiske adelige, der rejser til Frankrig og skriver hjem og fortæller vittigt og kritisk om deres oplevelser i Europa.

Det samme gør dinosaurerne, fortæller Jorge Saenz.

– Det er lettere at lytte og tolerere kritik og vittigheder fra en person, der ikke er en del af den kritiserede konflikt. I bogens tilfælde er det to udlændinge – i billedserien er det to dinosaurer, for hvad kan være fjernere fra en konflikt end en dinosaurus, skriver Jorge Saenz til Ekstra Bladet.

Verden set med dinoernes øjne

Jorge Saenz skriver tekster til alle billederne i serien. Teksterne er skrevet, som var det de grufulde øgler, der så på verden.

Dinosaurerne ser på mennesker og Jorden med fremmede øjne, som var plastik-legetøjet rejst fra Kridt-tiden til vore dage.

– Personlighederne og dialogerne udvikler sig naturligt, når jeg skriver dem. Det kunne faktisk lige så godt være en tegneseriestribe i en avis, skriver Jorge Saenz til Ekstra Bladet.

Når dinosaurerne udforsker vores verden, er det ikke altid, at Jorge Saenz har kontrol over deres skæbner. F.eks. har Dinoldo, en meget intellektuel dinosaurus, søgt tilflugt på Cuba. Og en smuk velociraptor er gået tabt i et sandskred.

Og dinosaurerne er ved mere end en lejlighed blevet kontrolleret meget grundigt af lufthavnspersonale.

Se også: Nøgne turister hærger Rom

Men Jorge Saenz er ikke færdig med at se verden sammen med sine dino-venner. Den næste tur går i april til Santiago, som er Chiles hovedstad.

– Men jeg ville elske at rejse meget længere væk til Europa og Asien. Tænk dig at se Dino gå på Den Kinesiske Mur i Kina eller i følgeskab med præster fra Mongoliet, slutter Jorge Saenz sin mail til Ekstra Bladet.

Du kan følge med i dinosaurernes eventyr ved at følge @jorgesaenzpy på Instagram. Ved at søge på tagget #dinodinaseries på Instagram kan du se hele serien.

Se også: Familie rejser rundt med kamel i bil

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere