En amerikansk turist blev søndag eftermiddag lokal tid angrebet af en haj i det caribiske strandparadis Bahamas sydøst fra Florida.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt ABC News.
Den 32-årige kvinde er en erfaren spydfisker og var i fuld gang med at fange dagens bytte, da hun altså selv blev offer for en jæger med noget mere skarpe tænder end hende selv.
Ifølge ABC News overlever kvinden angrebet, men hun fik så svære kvæstelser i sin venstre hånd, at hun med et ambulancefly blev hastet afsted til Memorial Hospital i Florida, hvor hun stadig er indlagt og bliver behandlet af traumelæger.
- Hun er ikke sur på hajen, da der er en vis risiko forbundet med spydfiskeri, siger beredskabschef på øen Great Abaco på Bahamas, Colin Albury, til ABC News.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Beredskabschefen forklarer til det amerikanske medie, at hajangrebet skete på Treasure Cay Beach, da den kvindelige turist var i gang med at svømme tilbage til sin båd med en fisk på spyddet.
- Hun var en virkelig sej dame, men selvfølgelig i ekstreme smerter på grund af lemlæstelsen af hånden, siger Colin Albury ifølge The Local.
Kvinden var sammen med tre andre, men ingen af dem blev angrebet af hajen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fra selfie-ulykker til hajangreb: Her er de mest livsfarlige feriedestinationer
26-årig dræbt af haj i Massachusetts
Den 32-årige amerikanske kvinde ejer et feriehus på øen i Caribien, men bor til daglig i delstaten Massachusetts, hvor en 26-årig mand forrige weekend mistede livet efter et hajangreb ud for kysten ved Newcomb Hollow Beach.
Den 26-årige mand ved navn Arthur Medici var ude at surfe på et såkaldt boogie board, da hajen pludselig dukkede op og angreb ham.
En ven fik slæbt Arthur Medici ind på land efter hajangrebet, men den 26-årige døde efterfølgende af skaderne på et nærliggende hospital og blev dermed det første dødsfald i delstaten som følge af et hajangreb i mere end 80 år.