Se med bag kameraet: Flyselskab kritiseret for sexet kalender

Det vietnamesiske flyselskab VietJet Air bliver svinet til for endnu engang at benytte sig af yderst letpåklædte kvinder til deres årlige kalender

Se med bag kameraet her. Video: VietJet Air

Allerede ved lanceringen af flyselskabet tilbage i 2011, blev VietJet Air kritiseret, fordi det promoverede sig selv ved at vise kvinder iført intet andet end bikini og dermed gav sig selv kælenavnet ’bikini-flyselskabet’.

Siden da har det vietnamesiske flyselskab overhørt enhver kritik og hvert år udsendt en kalender, hvor yderst letpåklædte kvinder viser deres former frem i bikini eller undertøj i flyselskabets rød/gule farver.

Derfor er det da heller ikke synderligt overraskende, at flyselskabet også har udgivet en letpåklædt kalender for 2018 samt en ’bag kameraet’-video, der viser photoshootet.

(Se videoen i playeren øverst oppe)

Temaet for foto-serien er i år ’Air Cabin Catwalk’, som kan oversættes til noget nær ’Kabine Catwalk’, og selvom modellerne i kalenderen ikke er stewardesser, men professionelle modeller, møder flyselskabet altså endnu engang stor kritik for at være sexistiske.

Til Reuters afviser flyselskabets stifter og direktør dog kritikken fuldstændigt og kalder derimod kalenderen for 'styrkende billeder i Vietnams konservative kultur’.

- Du har retten til at iføre dig, hvad du vil. Enten en bikini eller den traditonelle ’ao dai’ (kvindedragt i Vietnam, red.). Vi har ikke noget imod, at folk associerer vores flyselskab med bikinier, siger Nguyen Thi Phuong Thao, som er Vietnams første kvindelige milliardær.

Se også: Stewardesser klager til fagforeningen: Vi bliver kaldt fede

- VietJet tager os 50 år tilbage i tiden
Videoen af photoshootet er blevet set mere end 1 million gange på Youtube i løbet af den seneste måneds tid, og kalenderen har startet en online storm på de sociale medier i Vietnam, hvor de fleste brugere altså kritiserer VietJet Airs sexede reklame-stil:

- I laver en skandale for at få mere opmærksomhed. Det bliver mere og mere ubehageligt at se på, skriver en bruger ved navn Van Nhi ifølge Reuters.

- VietJet tager os 50 år tilbage i tiden ved at seksualisere en kvindedomineret arbejdsgruppe for at tjene lidt småpenge på en klam kalender, skriver en anden bruger ved navn Heather Pool, som er tidligere stewardesse i USA.

Til Reuters fortæller flyselskabet, at de indtjente penge fra kalenderen vil gå til velgørenhed.

VietJet Airs stewardesser er i øvrigt fuldt påklædte på flyvninger, men det hænder dog, at selskabet tilbyder specielle flyvninger, hvor stewardesserne er iklædt officielle bikini-uniformer.

Se også: TV: Flyselskab kritiseret for sexet sikkerhedsvideo

31 kommentarer
Vis kommentarer