I år er det 60 år siden, at arbejdet på det ikoniske operahus i Sydney begyndte.
Et operahus der siden er blevet en af verdens største turistattraktioner, hvor besøgende hvert år strømmer til for at opleve mesterværket og tage billeder af den specielle bygning.
Danske Jørn Utzon designede det skelsættende varemærke, som i dag både er med i den danske kulturkanon og på UNESCOs verdensarvsliste.
Jørn Utzon vandt den internationale designkonkurrence iværksat af Statens New South Wales' premierminister Joseph Cahill og fik dermed æren af at designe operahuset.
Ny turistattraktion: Tag et dyp i gryden
Ligner en fabrik
Men Utzon var oppe mod mange konkurrenter. Der blev modtaget 233 designbud fra 32 lande, da konkurrencen kørte i slutningen af 1950'erne.
De eneste kriterier var, at bygningen skulle indeholde en stor sal med plads til 3000 mennesker, samt en mindre sal med plads til 1200 mennesker. Salene skulle desuden fungere til forskellige typer forestillinger inden for opera, kor- og orkester-koncerter, store møder, foredrag og ballet.
De mange design, der ifølge Budget Direct lå lige i svinget efter danskerens mesterværk, lignede langt fra Jørn Utzons mere bløde og levende design.
Flere af billederne, som Ekstra Bladet har fået adgang til, ligner eksempler på fabrikshaller eller lejlighedskomplekser.
Andenpladsen gik til Philadelphia Collaborative Group, hvis design var en rund bygning med høje skalerede vinduer og en bronzehest-skulptur i front.
Utzon afsat
Jørn Utzon vandt 5000 australske dollars (AUD) (svarer i dag til 352.638 kroner, red.), mens hans design endte med at koste 102 millioner australske dollars at bygge - det svarer i dag til 1,5 milliarder AUD (7,2 milliarder kroner, red.).
- Der er ingen tvivl om, at Operahuset i Sydney er hans mesterværk. Det er en af de store, ikoniske bygninger fra det 20. århundrede, et billede af stor skønhed, der er blevet kendt over hele verden. Et symbol ikke blot for en by, men for et helt land og kontinent.
Sådan lød begrundelsen, da Jørn Utzon i 2003 vandt arkitekturens højest ansete pris, Prizker Architecture Prize, for værket.
Jørn Utzon forlod projektet og Australien i 1966 på grund af uenigheder.
Han vendte aldrig tilbage for at se det færdige resultat, og han blev heller aldrig inviteret eller nævnt ved navn til åbningsceremonien i 1973.
Formynderrådet for operahuset tog kontakt til Jørn Utzon i slutningen af 1990'erne og gjorde ham til hovedkonsulent i forhold til fremtidige tilføjelser og renoveringer af bygningen.
Da Jørn Utzon døde i 2008 afholdt man en statslig mindeceremoni i koncertsalen. Arkitektens datter og søn, Lin og Jan, deltog.