Hvis et livsfarligt vulkanudbrud ikke skulle være nok at holde øje med for myndighederne i ferieparadiset på Hawaii, så har de i den grad da også fået mere at se til.
Ifølge The Telegraph oplyser de hawaiianske myndigheder nemlig, at de, siden vulkanen Kilauea gik i udbrud 3. maj, har anholdt omkring 40 personer, der har forsøgt at klatre over politiafspærringer for at tage billeder.
Vulkanen har raseret i mere end halvanden måned, og tidligere offentliggjorte videoer og billeder har i den grad vist, at Kilauea ikke er for sjov.
Store mængder brandvarm lava er f.eks. strømmet op af sprækker i jorden, og turister og beboere på øen har også være truet af en syreholdig sky blandet af saltsyre, vanddampe og glasskår, som opstod, da den over 1100 grader varme lava ramte saltvandet i havet i slutningen af maj måned.
(Artiklen fortsætter under billederne)
Efter enorme lavastråler: Tropeparadis lukker hotellerne ned
Selfie-hungrende turister og lokale
Ifølge det britiske medie er det især de seneste 10 dage, at myndighederne på Hawaii har kæmpet med at få både selfie-hungrende turister og lokale til at forstå, at politiafspærringerne er sat op for deres egen beskyttelse. Således har hele 12 af de omkring 40 anholdelser fundet sted i den seneste halvanden uge.
Den ekstreme tankeløse opførsel har derfor nu fået Hawaiis guvernør, David Ige, til at efterlyse bedre overvågning ved de afspærrede områder.
- Jeg mener, det er nødvendigt at styrke de håndhævelsesværktøjer, vi har til rådighed, så vi kan kontrollere offentlighedens adgang til de farlige områder, og vi tilsvarende styrker evakueringsbestræbelserne, da offentligheden ikke har formået at overholde de instruktioner og ordrer, der er blevet udstedt fra officielt hold, siger guvernøren i en skriftlig udtalelse.
Så hurtigt strømmer lavaen
Det første offer for den lava-spyttende vulkan var en lokal øboer, der den 20. maj blev ramt af flyvende lava, da han sad på sin altan på 3.sal.
Dengang fortalte Janet Snyder, som er talsmand for de hawaiianske myndigheder, at lava-klumperne kan ’veje så meget som et køleskab, og at selv små klatter kan dræbe.’ Manden på altanen slap dog med livet i behold og fik 'blot' brandskader på benet.
Ifølge The Telegraph har Hawaiis Vulkanobservatorium observeret, at lavaen kan flyde med en hastighed på op til 27 kilometer i timen, hvilket er en del hurtigere end en gennemsnitlig person kan bevæge sig, og derfor er det umiddelbart en ret skødesløs tankegang at passere politiafspærringer for at få et billede tæt på vulkanen.
De 40 personer, der indtil videre er blevet fanget i netop dette, kan i værste fald se frem til en fængselsstraf på op til et år samt bøder på 5000 dollar, hvilket svarer til lidt over 32.000 danske kroner.
Bikinifotos og håndtegn: Vulkansk farezone tiltrækker turister