Skal du til Grækenland? Nye rejserestriktioner kan være på vej

Efter Grækenland har lukket op for turiststrømmene, har der været en stigning i antallet af coronasmittede. Det får nu landet til at overveje nye rejserestriktioner

Turister, der planlægger at køre til Grækenland via Bulgarien, skal fra 14. juli kunne fremvise en negativ covid-19-test. Foto: Sakis Mitrolidis/AFP
Turister, der planlægger at køre til Grækenland via Bulgarien, skal fra 14. juli kunne fremvise en negativ covid-19-test. Foto: Sakis Mitrolidis/AFP

Hvis du er en af dem, der har kigget ud ad vinduet og besluttet dig for at rejse væk fra det danske sommervejr og ned til sol, strand og souvlaki i det græske øhav, er du ikke alene.

Nu overvejer de græske myndigheder dog at trække lidt i bremsen og indføre nye rejserestriktioner for at holde coronavirussen i ave.

Det skriver det britiske medie The Telegraph.

Siden Grækenland igen begyndte at lukke turister ind i landet, har de nemlig oplevet en stigning i antallet af smittede. Selvom det ifølge de græske myndigheder var forventet, overvejer man nu alligevel at stramme coronareglerne.

- Vi vidste, at der ville blive importeret tilfælde, og det er en del af vores plan at lave stikprøve-test og øjeblikkelig opspring af sygdomstilfælde for at undgå smittespredning, sagde talspersonen for de græske myndigheder, Stelios Petsas, ifølge The National Herald på et pressemøde for nylig.

Her satte han samtidig en fed streg under, at han var stålsat på at 'beskytte de mange fra de skødesløse få'.

Se også: Passagerantal fordoblet

Skal forevise covid-19-test
Det kan dog alligevel komme til at betyde øgede inspektioner på barer og restauranter og strengere grænsekontrol. Allerede i fredags besluttede de græske myndigheder at indføre yderligere restriktioner for rejsende fra steder med høje smittetal.

Fra tirsdag 14. juli skal alle, der kommer ind i landet over grænsen mod Bulgarien, derfor kunne fremvise en negativ covid-19-test, som skal være taget inde for 72 timer. Ruten bruges af mange europæiske turister, der ankommer til Grækenland i bil.

I fredags var der 60 nye coronatilfælde, hvilket er det højeste antal nye smittede siden april. Lørdag og søndag var der dog 'kun' henholdsvis 31 og 41 nye smittede, viser de nyeste tal på Grækenlands officielle coronahjemmeside.

Grækenland åbnede sine lufthavne for Schengen-landene samt en række andre lande 1. juli. Direkte fly fra England, Tyrkiet og Sverige er genoptaget 15. juli.

Alle rejsende til Grækenland skal indtil 31. august udfylde en såkaldt Passanger Locator Form (PLF) senest 24 timer før ankomst til landet. Her skal man udfylde forskellige informationer, herunder afrejsested, ens adresse under opholdet og længden af ens ophold.

På den måde håber myndighederne på, at evt. smittekæder hurtig kan opspores.   

Se også: 200 SAS-ansatte får ingen dagpenge

27 kommentarer
Vis kommentarer