Skræk-ferie: 10-årig pige angrebet af delfiner

Lexi Yeo på ti år fik ødelagt sin ferie, da to delfiner gik amok på hende under en tur til et vandland

Pigen svømmede rundt med delfinerne i en pool, da de pludselig angreb. Foto: Arkivfoto
Pigen svømmede rundt med delfinerne i en pool, da de pludselig angreb. Foto: Arkivfoto

Den kun ti-årige pige fik sig noget af et chok, da turen til vandlandet med familien endte i bid, blod og blå mærker.

Lexi Yeo blev under en 'delfin-oplevelse' angrebet af de to dyr, der havde til opgave at underholde børnene, mens de svømmede rundt med dem i en pool.

Moderen Laura-Jane Yeo måtte se til i skræk, mens de to delfiner prøvede at trække den lille pige under vandet.

De skubbede, bed og slog og nægtede at adlyde trænerne, der prøvede at få dyrene til at stoppe.

Det fortæller familien til Sun, der også har dokumenteret angrebet med billeder og brev fra rejsearrangøren TUI.

Lexi blev kun reddet, fordi hun var hurtig nok til at holde fast på en plade af skum i vandet, som en trænerne så kunne trække ind til kanten.

Den lille pige var skræmt fra vid og sans, da hun kom op med bidemærker og sår.

Troede datteren skulle dø
Lederne af Dolphin Discovory i Cancun i Mexico har udtalt, at angrebet skyldes, at delfinerne levede under dårlige vilkår, og at det gjorde dem frustrerede og stressede.

Angrebet fik ødelagt familiens ferie i Mexico og moderen samt to børn måtte tage tidligt hjem til London.

- Det var virkelig uhyggeligt, jeg troede, at hun skulle dø, fortalte moderen til Sun.

Hun har efter angrebet modtaget kort, blomster og bamser til datteren.

- De har virkelig forsøgt at vaske deres hænder. Det er dog ret skræmmende, at de delfiner stadig svømmer rundt med turister, og at TUI, der arrangerede turen, bliver ved med at samarbejde med stedet, lyder det.

Moderen er bekymret for, at det kan ske igen for andre.

Angreb på mennesker af delfiner er dog utrolig sjældent.

TUI har fortalt til Sun, at de er i gang med at efterforske hændelsen, og at de er i kontakt med familien.

I et brev til familien har de skrevet, at de gør alt, hvad de kan for at få familiens penge refunderet for turen.

52 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere