Skulle rense beskidt pool med svampe bundet på fødderne

Nærmest intet levede op til det, danskerne havde forventet af deres rejse til Thailand

Danskerne betalte over 60.000 kroner for deres rejse, som de var 'meget skuffet' over. Arkivfoto: Carola Frentzen/Ritzau Scanpix
Danskerne betalte over 60.000 kroner for deres rejse, som de var 'meget skuffet' over. Arkivfoto: Carola Frentzen/Ritzau Scanpix

Pool, spa, restaurant og 'Deluxe-værelser'.

Det hele lovede godt, da fire danskere besluttede sig for at bestille ferie til Phuket, Thailand for blandt andet at fejre nytår i 2019.

Men nærmest alt det, de kunne sætte hak ved bag skærmen, da de bestilte rejsen på hjemmesiden, endte med ikke at leve op til forventningerne.

For 14 dage og fire personer betalte de danske kunder 63.232 kroner for rejsen, som blev bestilt gennem det skandinaviske rejsebureau Apollo.

Og for den pris fik de en rejse, der efterlod alle fire danskere 'meget skuffet', hvorfor de har klaget over rejsen.

- Da vi kiggede hotellet efter, var her død-snavset, ødelagt og nedslidt over alt, lyder det blandt andet i klagen.

Klagen er sidenhen endt i Pakkerejse-Ankenævnet, som for nyligt traf en afgørelse i sagen.  

'Overskidt'
Klagen er et længere skriv, som er forfattet af den person, som bestilte rejsen, og bærer præg af, at man har fundet adskillige mangler på rejsen.

Vedkommende skriver blandt andet, at hotellets offentlige toiletter var 'overskidt' og 'klamme' med 'urin på gulvet'.

At de om morgenen blev serveret det mad, der var tilovers fra aftenen forinden, og som ikke havde været på køl natten over, hvilket ifølge klageren var ‘ret ulækkert’ og ‘uhygiejnisk’.

Læg dertil, at hotellets tilhørende café angiveligt havde et køleskab med mug.

Pinlig oplevelse
Dertil fremgår det af klagen, at poolens rensningsanlæg var gået i stykker, hvilket angiveligt gjorde poolvandet uklart, grønligt og algebefængt.

Derudover står der, at hotellet sendte en medarbejder i poolen med en svamp på hver fod for at skrabe algerne af bassinets bund i stedet for at fikse det ødelagte rensningsanlæg.

- Dette opgav han hurtigt, da han selv godt kunne se, det var en hovedløs opgave, han var blevet stillet, skriver klageren og fortsætter:

- Det er ikke det Thailand og den oplevelse, jeg troede, min familie skulle have, da jeg talte for at vælge jer og området! Jeg sidder her som arrangør og er pinlig over, at familiens første indtryk af jer og Thailand nu er så blakket, fremgår det af en mail, som klageren har sendt til Apollo.

'Mister retten til kompensation'
Apollo har selv klassificeret hotellet som værende tre-stjernet - eller tre-solet, som de kalder det - hvilket groft sagt betyder et hotel i mellemklassen.

Og det fastholder rejseselskabet, efter at være blevet præsenteret for klagen.

I korrespondancen til kunden skriver Apollo blandt andet, at de ikke er blevet gjort opmærksomme på alle de kritikpunkter, som nævnes i klagen, mens danskerne var på ferie.

Dertil nægter selskabet, at danskerne skulle have været i kontakt med en af Apollos rejseledere undervejs på rejsen, hvilket det ellers fastholdes i klagen ifølge vedkommende, der har forfattet klagen.

- Hvis man ikke gør rejselederne opmærksom på eventuelle fejl og mangler, så har de ingen chance for at afhjælpe disse, og dermed mister man retten til en eventuel efterfølgende kompensation, lød noget af responsen fra Apollo.

Danskerne bag klageren ønskede at modtage en tilbagebetaling på 31.600 kroner, hvilket svarer til cirka halvdelen af det, de betalte for rejsen.

Det er imidlertid blevet afvist i Pakkerejse-Ankenævnets afgørelse af sagen.

Her har man vurderet, at Apollo skal betale 6300 kroner retur. Den noget lavere kompensation skyldes blandt andet, at Pakkerejse-Ankenævnet ikke synes at have fået tilstrækkeligt med bevis for de mangler, der fremgår af klagen.