Skynd dig på ferie! I denne uge kommer færrest til skade

Denne uge er årets mest rolige målt på antallet af rejseskader, så det er med at komme afsted, hvis man vil minimere risikoen for at komme til skade på ferien

Hvis du rejser på ferie i uge syv, er risikoen for at brække armen eller at komme til skade på anden vis langt større, end hvis du rejser i denne uge, viser statistik. Foto: Colourbox
Hvis du rejser på ferie i uge syv, er risikoen for at brække armen eller at komme til skade på anden vis langt større, end hvis du rejser i denne uge, viser statistik. Foto: Colourbox

Hvis din sommerferie allerede føles som årtier siden, og du ikke kan vente helt til vinterferien med at rejse på ferie, så kan du med ro i sjælen godt bare tage afsted nu i stedet.

Spritnye tal fra Alm. Brand viser nemlig, at der i denne uge (uge 45) i gennemsnit sker intet mindre end syv gange færre skader, end der gør i den berømte uge syv, hvor mange danskere drøner afsted på vinterferie.

Faktisk viser forsikringsselskabets statistik, at netop uge 45 gennem de seneste seks år i gennemsnit har været den roligste uge på hele året, når det kommer til antallet af anmeldte skader i forbindelse med rejser.

Ifølge Alm. Brand er uge syv den mest risikable uge at rejse afsted i, hvis man kigger på antallet af skadesanmeldelser, men også de to populære sommerferieuger - henholdsvis uge 28 og uge 29 - er nogle travle uger for forsikringsselskabets skadeafdeling, for de to uger tager nemlig henholdsvis anden- og tredjepladsen på listen.

- Starten af november er ikke den store rejsetid for danskerne, og det smitter naturligt af på antallet af personer, der kommer til skade, forklarer Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand, og fortsætter:

- Fra juletid begynder tallene at stige stødt frem mod uge 7, hvor det kulminerer med flest personer, der vender hjem med en brækket arm eller i værste fald skal transporteres hjem med lægehelikopter. Derefter falder antallet igen frem mod sommerferien, hvor det igen peaker.

Se også: Skal du på skiferie? Et brækket ben kan koste dig en kvart million

Pas på mavsen i efteråret
Og det er da heller ikke ligefrem småting, som danskerne døjer med, når de bliver ramt af skader eller sygdom på ferien.

Ifølge Sos International var den mest typiske anmeldelse i 2017 nemlig maveinfektionen gastroenteritis - også kaldet ’turistmave’ -, hvor symptomerne blandt andet byder på diarré og opkastning.

Derudover var danskerne sidste år også hårdt ramt af læsioner, frakturer eller forvridninger på ferien.

Selvom de forskellige skader opstår gennem hele året, er vægtningen dog ifølge SOS International forskellig alt efter sæsonen.

Således rammer maveinfektioner typisk danskere i Asien-sæsonen fra slut november til start april, mens brud og læsioner typisk vægter mest i vintersæsonen, hvor folk drager på skiferie.

Du kan se top ti over skader, som danskere kommer ud for i udlandet herunder. Listen er baseret på statistik fra hele 2017.

Top 10 i 2017 med lægeinvolvering:

1. Infektioner (f.eks. ’turistmave’)

2. Læsioner, frakturer eller forvridninger

3. Sygdomme i åndedrætsorganer

4. Symptomer og abnorme fund

5. Sygdomme i kredsløbsorganer

6. Sygdomme i fordøjelsesorganer

7. Sygdomme i knogler, muskler og bindevæv

8. Sygdomme i urin og kønsorganer

9. Sygdomme i øre

10. Sygdomme i hud

Kilde: SOS International

Tre råd før du rejser udenlands

1. Husk at pakke det blå EU-sygesikringskort, hvis du rejser inden for EU's grænser. Det giver dig ret til samme behandling som borgerne i det land, du befinder dig i.

2. Tjek, at du har en rejseforsikring. Så er du dækket, hvis du f.eks. skal behandles på et privathospital, skal fragtes med ambulance til offentligt sygehus eller flyves hjem til Danmark med lægehelikopter.

3. Tjek, at du har en ansvarsforsikring under din indboforsikring. Så er du dækket, hvis du kommer til at skade andre personer eller deres ejendom eller ejendele. Din indboforsikring dækker også dine egne ting på rejsen.

Kilde: Alm. Brand

Op til 800 danskere får hvert år brug for lægehjælp og rejseassistance på skiferien. I år er ingen undtagelse. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix Ferie - 26. feb. 2018 - kl. 11:10 Om bord på knogleekspressen: Så voldsom var dette års vinterferie

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen