Slår Danmark: Her er verdens stærkeste pas

Befolkningen i Japan, Singapore og Sydkorea kan rejse visumfrit til hele 189 lande, mens tallet er 188 i Tyskland

Tyske statsborgere har i år adgang til ét land mere end Danmark. Heller ikke vores tyske naboer kan dog måle sig med tre asiatiske lande. Foto: Philip Davali
Tyske statsborgere har i år adgang til ét land mere end Danmark. Heller ikke vores tyske naboer kan dog måle sig med tre asiatiske lande. Foto: Philip Davali

Asien topper årets store pas-index.

Japan, Singapore og Sydkorea tager trofæet som de lande, hvor indbyggerne kan rejse til flest nationer uden at søge om visum først. De tre lande ligger på en delt førsteplads på det seneste Henley Passport Index med et tagselvbord bestående af 189 lande, som indbyggerne frit kan rejse til.

Japan havde tidligere førstepladsen alene, men ifølge rådgivningsvirksomheden Henley & Partners er Asien generelt blevet en større aktør i verden. Derfor er den delte førsteplads en ’rungende demonstration af Asiens voksende magt og indflydelse på verdensscenen’.

Det skriver The Independent.

- Som noget meget vigtigt er det (indekset, red.) også en linse til den type verden, vi lever i og de forskellige politikker, staterne forfølger. Med nogle bemærkelsesværdige undtagelser er der en voksende erkendelse af, at politikker for engagement, samarbejde og åbenhed giver de største resultater både for de enkelte nationer og for det globale samfund som helhed, siger Dr. Christian H. Kälin, der er bestyrelsesformand for Henley & Partners.

Se også: Turisterne kårer: Her er verdens bedste destination

Danmark på tredjepladsen
Tyskland er kravlet op på en andenplads med adgang til 188 lande, efter at de har fået fri adgang til Usbekistan. Danmark lander på en tredjeplads sammen med fire andre, hvis befolkning kan rejse visumfrit til 187 lande. Danmark deler pladsen med Frankrig, Sverige, Finland og Italien.

Vores nordiske naboer Norge og Island kommer ind på en henholdsvis 5. og 9. plads.

På trods af Brexit-tumulten kan Storbritannien lidt endnu holde fast i en 5. plads med fri adgang til 185 lande. Den 29. marts klokken 23.00 (lokal tid) vil Storbritannien dog blive tildelt en anderledes status i EU, og dets borgere vil skulle søge om visum til Schengen-området på lige fod med borgere fra USA, Japan og Australien.

I den anden ende finder man lande som Irak og Afghanistan, hvor passet kun giver adgang til 30 lande, Syrien og Somalia med visumfri adgang til 32 lande og Pakistan, Yemen og Eritrea og Sudan med visumfri adgang til henholdsvis 33, 36 og 38 lande.

Årets højdespringer er UAE, der er gået fra en 61. plads til en 21. plads på 10 år. Albanien har i samme periode rykket sig fra at være nummer 116 til nummer 144, mens Kina er steget 12 pladser til nummer 67.

De stærkeste pas

  1. Japan, Singapore, Sydkorea
  2. Tyskland
  3. Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Sverige
  4. Luxemborg, Spanien
  5. Østrig, Holland, Norge, Portugal, Schweiz, Storbritannien
  6. Belgien, Canada, Grækenland, Irland, USA
  7. Tjekkiet
  8. Malta
  9. Australien
  10. Ungarn, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien

Kilde: Henley Passport Index

Se også: Køb italiensk ferieø fra blot 7,4 millioner kroner

44 kommentarer
Vis kommentarer