Smart-armbånd erstatter værelsesnøgle og kreditkort på ferien

Snart vil rejsende med Star Tour kunne iføre sig et armbånd, der kan bruges på ferien til at betale med, til at åbne hoteldøren og til at få overblik over familiens forbrug

Smart-armbåndet låser værelsesdøren op og kan bruges til at betale med. (Foto: Star Tour)
Smart-armbåndet låser værelsesdøren op og kan bruges til at betale med. (Foto: Star Tour)

Teknologi du kan tage på – såkaldte wearables – dukker op alle vegne. Og nu melder rejsebureauerne sig også på den bane.

Star Tour har som de første i branchen udviklet et smart-armbånd, der skal gøre livet lidt lettere for hotelgæsterne.

- Alle kender det her med at have glemt nøglen eller pengene på værelset. Med smart-armbåndet om armen skal vores gæster ikke længere spekulere på den slags, men bare nyde, at teknologien ordner alle de små detaljer på ferien, siger Nikolai Johnsen, pressechef for Star Tour.

Test: Find den perfekte ferie-destination til dig  

Indtil videre er det intelligente armbånd rullet ud på testplan på et familiehotel for danskerne i Tyrkiet, men hvis alting går vel, er det Star Tours plan at indføre det flere steder.

- Responsen har været meget positiv. Vi fortsætter testen næste sommer på samme hotel, Pascha Bay ved Alanya, hvor halvdelen af værelserne får teknologien, siger Nikolai Johnsen og tilføjer:

- Jeg føler mig ret overbevist om, at det vil komme på mange hoteller i fremtiden, siger Nikolai Johnsen.

Hotelpersonale afslører: Her er vores mærkeligste oplevelser  

Danskere bruger teknologien mere
Smart-armbåndet fungerer sammen med en app. Og da brugen af smartphones er meget højere i Danmark og i Norden end i resten af Europa, er danskerne blandt de første i verden til at kunne prøve smart-armbåndet på ferien.

På mobilen kan familiens økonomi-ansvarlige løbende følge med i forbruget, der samles i en oversigt. Den tilhørende app hedder Min Ferie, og er den app, som i forvejen benyttes af over 65.000 af Star Tours danske gæster.

Her er de værste flysynder - se hvor mange du har begået  

Mere miljøvenligt
Ud over at gøre betaling og døråbning nemmere for gæsterne, vil smart-armbåndet også mindske energiforbruget på de enkelte hotelværelser. Både aircondition og lys slukker nemlig, når smart-armbåndet forlader værelset.