Ikke nok med at det er koldt og mørkt, de fleste danskere er også tvunget til at bruge næsten al deres tid inden døre bag hjemmets vægge.
Sommerens varme og udeliv kan derfor synes langt væk. Ikke desto mindre er tusindvis af danskere i fuld gang med at planlægge sommerferie - og det kommer for manges vedkommende til at foregå under hjemlige himmelstrøg i år.
Det mærker man på Bornholm, hvor Ekstra Bladet tidligere har skrevet om, hvordan der allerede nu bookes løs på sommerhusmarkedet.
Nu er også udlejningen af campinghytter gået januaramok på den danske solskinsø.
Det skriver TV 2 Bornholm.
Flere campingpladser fortæller således til det regionale medie, at det normale bookingmønster er måneder foran, hvad der er det normale billede.
- Det bookingbillede vi ser i dag, det er det, vi normalt ser i starten af april, lyder det eksempelvis fra Kim Sørensen, der er indehaver af Hasle Camping.
Han fortæller til TV 2 Bornholm, at man er tæt på udsolgt i skolernes sommerferie, selv om der blandt gæsterne kun er fire udlændinge - tre tyskere og en polak.
Resten af danskere, der ikke tør vente.