Sommerhusejere jubler: Nu kommer tyskerne

Det skaber travlhed hos feriehusudlejere, at tyskere nu igen kan tage på ferie i Danmark uden at gå i karantæne

Tyskere behøver ikke længere gå i isolation, når de tager i sommerhus i Danmark. Foto: Claus Bonnerup
Tyskere behøver ikke længere gå i isolation, når de tager i sommerhus i Danmark. Foto: Claus Bonnerup

Sidste år markerede 100-året for Genforeningen, og jubilæet skulle have været fejret med en lang række dansk-tyske venskabsaktiviteter.

Men så kom corona og ødelagde festen.

Nu kan den begynde igen. Lørdag ændrede Udenrigsministeriet sine rejsevejledninger, så tyske turister nu kan tage turen nordpå til Danmark uden efterfølgende at skulle gå i karantæne.

Dermed bredte et lettelsens suk sig i den danske sommerhusbranche, der er dybt afhængig af tyske turister, som normalt står for omkring 70 procent af de godt 20 millioner årlige bookinger.

Tyskere booker løs
Hos Købmand Hansens Feriehusudlejning i Henne på den jyske vestkyst har man straks mærket effekten med 300 bookinger fra fredag til søndag.

- Jeg siger, det er fantastisk. Det er rigtig, rigtig dejligt, at den tvivl, der har været om de tyske gæster, når de kom, om de skulle i karantæne, den har vi ligesom fået fjernet nu. Det kan vi tydeligt mærke, siger bureauchef Lars Ravnholt til TV Syd.

Normalt udgør tyskere omkring 90 procent af gæsterne i hans sommerhusbureau, og nyheden kunne næsten ikke komme på et mere afgørende tidspunkt - blot 14 dage før tyskernes sommerferie.

Vendte biler midt på vejen
Også hos Feriehusudlejernes Brancheforening er der glæde over, at kravet om ti dages karantæne for tyske turister er fjernet.

- Da vi fik meddelelsen, vendte udlejningsbureauernes ansatte deres biler midt ude på vejen, så de kunne komme tilbage på kontorerne og få gang i arbejdet med nogle kampagner, så vi kan få folk hertil hurtigt, siger direktør Carlos Villaro Lassen til dr.dk.

Han understreger dog, at ændringen sker på et tidspunkt, hvor mange tyskere allerede har bestilt ferie andre steder, og mange turistindtægter derfor er gået tabt.