Opdatering: Af artiklen fremgik det i fredags, at Spanien først er klar til at modtage turister som normalt efter sommerferien. Det har vist sig at være forkert. Spanien ønsker at genaktivere turismen så hurtigt som muligt. Artiklen herunder er rettet til
Spanien er i fuld gang med at vaccinere og håber at byde turister på en så normal turistsæson som muligt.
Det skriver Telegraph.
Tidligere forlød det ellers, at Spaniens premierminister Pedro Sánchez ved et midtugemøde i FN's turismeagentur, UNWTO, havde udtalt, at han ikke forventede at åbne for turister som normalt før i slutningen af sommeren.
Men det er en misforståelse, forklarer landets turistminister Reyes Maroto.
Fredag forsikrede hun om, at det bestemt er hensigten at tage imod turister til sommer – måske endda tidligere.
- I 2021 er det vores prioritet at genaktivere turismen og gøre det trygt at rejse på globalt plan så hurtigt som muligt, siger hun ifølge Telegraph.
- Vi håber, at internationale rejser vil blive genoptaget mod slutningen af foråret og ikke mindst i sommeren, og at mange rejsende vil vælge Spanien.
Spanien er med afstand danskernes foretrukne feriemål, viser tal fra Danmarks Statistik.
I 2019 var der 1,2 millioner danske ankomster i Spanien.