Spies' eget flyselskab skifter navn

Det nye flyselskab gik på vingerne første gang her til morgen

Den meget excentriske Petter Stordalen overtog onsdag officielt selskaberne bag Spies og Ving.

I går købte den norske storentreprenør og milliardær Petter Stordalen, sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital, Thomas Cook Airlines Scandinavia og Spies, plus søsterselskaberne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg Finland og Globetrotter.

Allerede på pressemødet i går blev det klart, at al drift i de eksisterende selskaber ville blive overført til et nyt selskab, og rent teknisk ville det betyde, at nogle virksomheder ville blive erklæret konkurs, hvorefter driften ville blive overtaget direkte af den nyoprettede virksomhed.

Og torsdag er det besluttet, at Spies' eget flyselskab skfiter navn til SunClass Airlines og fra dags dato flyver på et nyt Aircraft Operating Certificate (AOC), som er baseret på den gamle AOC udstedt til Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Spies-maskotterne Lollo og Bernie foran det tidligere Spies-flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia. Foto: Spies
Spies-maskotterne Lollo og Bernie foran det tidligere Spies-flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia. Foto: Spies

Det nye flyselskab, SunClass Airlines, gik på vingerne første gang her til morgen med 399 hovedsageligt danske Spies-gæster med kurs mod Kap Verde, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

'Det er fantastisk at kunne starte en ny AOC med opstart af driften allerede dagen efter, vi har lukket den gamle. Det er en historisk transaktion, som aldrig tidligere har været gennemført', siger Per Knudsen, administrerende direktør i SunClass Airlines i pressemeddelelsen.

Ændring af AOC og navn får ingen betydning for de rejsende, der har billet med det tidligere Thomas Cook Airlines Scandinavia.

De nye investorer

Om Strawberry Group

Strawberry Group består af 11 virksomheder, der opererer inden for en række forretningsområder. Virksomhedsgruppen investerer primært i fast ejendom, finans, hoteldrift og kunst. I Danmark dækker det over blandt Hotel Comfort, Copenhagen Airport, Posthuset og Sankt Petri Hotel - alle i København. Derudover støttes udvalgte initiativer og organisationer som bidrager til et mere bæredygtigt samfund. Strawberry Group ejes af Petter A. Stordalen, Emilie A. Stordalen, Henrik A. Stordalen og Jakob A. Stordalen.

Om Altor

Siden starten i 2003 har Altor opbygget fem fonde med et samlet aktiv på 8,3 milliarder euro. Altor investerer hovedsageligt i mellemstore nordiske og nordeuropæiske virksomheder med fokus på at skabe værdi gennem vækst og operationelle forbedringer. I alt har Altor investeret i over 60 virksomheder, eksisterende og tidligere investeringer inkluderer bl.a.  Dustin, Rossignol, Helly Hansen, Revolution Race, SATS og Carnegie.

Om TDR Capital

TDR Capital er en førende privat kapitalfond med en administreret kapital på EUR 8 mia., der investerer i og indgår partnerskaber med mellemstore europæiske virksomheder for at udvikle og udvide deres forretning.

For mere end et halvt århundrede siden etablerede Simon Spies selskabet Spies. Onsdag har det fået ny ejer

Onsdag har den nordiske del af det britiske rejseselskab Thomas Cook fået en ny ejer, og dermed er der også et nyt ejerskab for danske Spies.

Spies, som er Danmarks største rejseselskab, har nemlig i flere år været en del af den nordiske forretning hos Thomas Cook.

Her følger et overblik over Spies, og hvorfor selskabet har fået ny ejer:

* Spies blev stiftet af forretningsmanden Simon Spies i 1956.

* I 2007 blev selskabet en del af Thomas Cook Northern Europe, der er en selvstændig del under Thomas Cook Group, som er moderselskab i koncernen.

* Thomas Cook Northern Europe består foruden Spies også af Ving, Tjäreborg, Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

* I september gik Thomas Cook Group konkurs efter længere tids økonomiske problemer.

* Konkursen betød blandt andet, at Spies måtte aflyse flyafgange i et døgn.

* Den nordiske del af Thomas Cook Group har dog - modsat moderselskabet i Storbritannien - været overskudsgivende.

* Derfor valgte kreditorerne at lade de nordiske selskaber køre videre efter moderselskabets konkurs med henblik på at sælge dem.

* Det er nu sket, da Thomas Cook Northern Europe og herunder Spies har fået den norske rigmand Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital som nye ejere.

* Spies solgte sidste år 274.000 rejser og er Danmarks største rejsevirksomhed.

* Spies-gruppen i Norden ejer deres egne hotelbrands, Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club og Sunprime Hotels og har omkring 1.600.000 gæster årligt i Norden.

* Selskabet havde i sit seneste regnskabsår en omsætning på 1,8 milliarder kroner og et overskud på 60 millioner kroner.

Kilder: Erhvervsstyrelsen og Spies.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere