Spies-ejer har fået redningsplanke

Spies-ejeren Thomas Cook har tilsyneladende fået stablet en redningsplan på benene og kan fortsætte

Thomas Cook er en såkaldt tour-operatør, som blandt andet flyver for charterselskaber - herunder Spies Rejser. Pr-foto
Thomas Cook er en såkaldt tour-operatør, som blandt andet flyver for charterselskaber - herunder Spies Rejser. Pr-foto

Den kinesiske storaktionær Fosun har sagt ja til at skyde 522 millioner dollar ind i det britiske rejseselskab Thomas Cook for at redde koncernen.

Thomas Cook kæmper med en voldsom gæld, og Fosun har kun sagt ja til at skyde ny kapital i selskabet for at få en højere ejerandel.

Fosun skal have mindst 75 procent ejerskab over området for grupperejser og 25 procent af koncernens flyselskab.

Aktien rasler ned
Thomas Cooks bank og obligationsejere vil bidrage med samme beløb og konvertere deres gæld til aktier, hvilket bringer den samlede økonomiske redning op på omkring 1,1 milliard dollar - hvilket svarer til næsten 7,4 milliarder kroner.

Planen kommer til at fortynde de nuværende aktionærers ejerskab, uden at de får en krone for det.

På børsen i London er Thomas Cook-aktien raslet ned i værdi med et tab på 14,3 procent.

Ejer danske Spies
Thomas Cook er en rejsekoncern med både en afdeling, der arrangerer rejser, og deciderede flyselskaber. Det er også Thomas Cook, der ejer det danske rejseselskab Spies.

Koncernen er blevet fanget i usikkerheden om fremtiden efter brexit med en kæmpe gæld. Ved udgangen af marts var gælden på ti milliarder kroner.

Samtidig noterede selskabet ved seneste regnskab et voldsomt værditab.

Det britiske selskabs seneste regnskab viste et underskud 12 milliarder kroner.

Det skyldtes en stor nedskrivning, fordi briterne som følge af usikkerhed om brexit har holdt igen med at bestille ferier. Det har betydet, at værdien af Thomas Cooks forretning ikke vurderes at være så høj som tidligere.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere